„Jesus-film“ - og det, der ligner ...

Ny bog beskæftiger sig med film, hvori Jesu livshistorie forsøges gengivet, såvel som film, hvori der blot indgår forskellige Jesus-“transfigurationer“.
_____________________________________________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________________________________________

En bog på dansk om Jesus-film - dét er en „bogbegivenhed“!


Bogen hedder Jesus går til filmen og er redigeret af forlagsredaktør, cand.theol. Ida Auken og mag.art i filmvidenskab Bo Torp Pedersen.
Formålet med bogen er først og fremmest at ”inspirere til brug af film i både kristendoms- og konfirmandundervisning, i studiekredse eller lignende sammenhænge, hvor der gives mulighed for en drøftelse af filmenes Jesus-tolkninger”, som der står i forordet.

To hovedkategorier
Her skelnes der mellem to kategorier af Jesus-film:
For det første: Film, der viser en egentlig Jesus-figur, eksempelvis The Passion of the Christ.
 Flere gange i bogen diskuteres disse film, idet forfatterne ser på vanskelighederne ved overhovedet at overføre Jesu historie til det store lærred - og på, hvordan det så er gjort.
Og for det andet: Film, der har en eller flere Jesus-transfigurationer, fx The Shawshank Redemption (da. En verden udenfor).
Disse kan være 1) et motiv som fx tilgivelse, 2) et narrativt forløb, der minder om de bibelske fortællinger, eller 3) en egentlig person.
„I transfigurationerne belyses, forvandles og videreudvikles den bibelske Jesusfigur“, skriver bogens redaktører.

Film til diskussion
De film, der behandles, er overvejende film, der nok kan give anledning til diskussion:
1. Gert Hallbäck skriver om Denys Arcands alternative og interessante Jesusfilm, den kulturpessimistiske og kildekritiske Jesus fra Montreal.
2. Jes Nysten kommenterer Mel Gibsons næsten voldspornografiske The Passion of the Christ.
3. Den gakkede, nogle vil givetvis mene respektløse, Monty Python-film Life of Brian - Lars Sandbeck viser imidlertid, at der er mening i den rablende galskab.
4. Louise Rasmussen behandler actionfilm med muskelmændene Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger.
5. Peter Tudvad gennemgår film af den altid kontroversielle Lars von Trier.
Den eneste film, der får en særskilt behandling, og som ikke er helt så radikal eller overraskende som de øvrige, er Frank Darabonts The Shawshank Redemption, hvilket måske kunne foranledige til at spørge, hvorfor den er kommet med her i stedet for eksempelvis Wachowski-brødrenes Matrix-film, som kun lige nævnes.
Bogen har endnu en artikel - „Jesus i Hollywood“ - som mere har oversigtskarakter. Heri skriver Paul Otto Brunstad om deciderede Jesus-film og om, hvordan de har udviklet sig fra at fokusere på den guddommelige Kristus til at fremstille den menneskelige Jesus. Som eksempel på det første omtales George Stevens‘ The Greatest Story Ever Told og på det sidste Martin Scorseses The Last Temptation of Christ.
_____________________________________________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________________________________________________

„Film-lignelser“
Begrebet Jesus-transfiguration kan man nok sætte spørgsmålstegn ved. Men som argumenter for det kunne anføres:
1. At Jesus fortalte lignelser - små historier, som havde nogle enkle pointer om os og ham og om forholdet mellem ham og os. I mange moderne film fortælles historier om mennesker, der også - ofte ubevidst - lever med et kristent tankegods og værdisæt, og om, hvordan de handler på det.
2. Beretningerne om Jesu fødsel, liv og død (og opstandelse) er en uløselig del af den vestlige kultur. Inden for litteratur og teologi taler man så om evangelie-beretningen som en grundfortælling (NB! „Fortælling“ er ikke her forstået som gengivelse af noget overleveret, men som skildring af noget, der faktisk er sket.)
3. Kristus kan derfor (delvist) på det ubevidste plan også fungere som en slags prototype for helte, redningsmænd og gode ledertyper.

Dermed kan „prosaiske“  filmtyper som Sylvester Stal-lones Rambo og Arnold Schwarzeneggers Terminator ses som frelser-skikkelser. I det mindste argumenteres der med afsæt i Rikke Schubarts bog om action-film Med vold og magt ganske overbevisende for dette synspunkt.
Et bedre eksempel er dog den film, der behandles i bogens sidste bidrag. Her skriver Ida Auken og Bent Meier Sørensen nemlig om en af verdens bedste film - om man skal tro brugerne af imdb.com: The Shawshank Redemption. Filmen ville næsten heller ikke være til at komme uden om i en bog om „Jesus-film“; i mange år har den på hollywoodjesus.com stået som en Kristus-allegori, og Christianity Today har i relation til filmen udarbejdet et bibelstudiemateriale. Også i Jesus går til filmen vises det, hvordan den ene af de to hovedpersoner, Andy Dufresne, kan ses som en „frelser“.

En boggave af de sjældne.
Der er udsagn i bogen, der står til diskussion - bl.a. Peter Tudvads proklamation: At Lars von Trier med Bess i Breaking the Waves har skabt „filmhistoriens mest originale og vedllykkede Kristus-imitation overhovedet“!
For kirkeligt engagerede film-elskere er bogen under alle omstændigheder en gave af de sjældne.

© Niels Jørgen Vase

Ida Auken
og Bo Torp Pedersen (red.):
Jesus går til filmen
- Jesusfiguren i moderne film
140 sider • 238 kr. • ALFA



    Organisternes Nyhedsbrev v/ Po-organist  Thomas Waagner. Maarupvej 43, 8560 Kolind. 87740001 / 3082 0113 / thomas@organist-nyt.dk