"Vi danskere er et gammelt folkefærd – både på Carina Jensen- og på Saxo Grammaticus-måden. Det sidstnævnte har vi lige været vidne til i en af de traditionsrige forestillinger, som vi har drysset ud over året. Det er påsken jeg taler om, og den er lykkeligt passeret med vanligt udrama. Vi har spist vores gamle rå fisk i lage og skyllet den ned med kommensprit. Ungerne har fundet chokoladeæggene, der er blevet ædt foran tv-skærmene, som de statslige tv-kanaler har fyldt med værdier nøje udvalgt af Disney-koncernens markedsanalytikere.

For den værdihungrende voksne er påsken også en god tid, for det er nemlig her påskegudstjenesten finder sted, og det er den eneste gudstjeneste ud over julehøjmessen, som kan trække fulde huse i kirkerne, som ellers kun slås af Hjerl Hede ved nattetide, når der konkurreres om lav befolkningstæthed på dansk grund. Når dørene slås op til dagligt, er det kun et par blåhårede rollator-puffere (gamle på Carina Jensen-måden), der i slowmotion finder deres faste plads under kalkmalerierne, som til sammenligning pludseligt ikke virker så forkalkede endda. Hele forestillingen med korsang og orgelbrusen sættes dog i værk alligevel, med mindre der ligefrem er tale om messefald – aflysning på grund af nul kunder. Det sker flere gange om året i de fleste sogne.
Forestillingen skal dog betales alligevel, og da det hele foregår over skatten, er det den lange ende de faste kirkegængere har fat i, hvis man ser det som en kvalitet, at hvert besøg i guds hus skal være så billigt som muligt.

Og her er det så, at heldet tilsmiler dig, kære læser. Min personligheds unikke sammensætning af lige dele næstekærlighed og visdom byder mig at dele ud af frugterne af min frodige hjerneaktivitet. Her følger en oversigt over realudgifterne for privatpersoner ved kirkegang.

Kirkeskatten er på 0,74% og gennemsnitsindkomsten er 242.000 kr. Derudover kanaliseres 762 millioner kr. årligt fra den almindelige skat til folkekirken. Hvorfor de penge skal foræres til de kristne, er der mange forklaringer på. Grundloven anfører imidlertid, at ingen ufrivilligt skal betale til andres religionsdyrkelse, så ingen af forklaringerne er gode.

For medlemmer af folkekirken gælder følgende tariffer:
Tilhører man den faste flok, som styrker præstens selvfølelse med sit nærvær hver eneste uge, koster det 30 kr. pr. gang. Hører man til dem, som kun dukker op til jul og påske, betaler man 875 kr. hver gang, man lader guds fred falde over sig. De, som kun kommer til jul, knalder hele årets indbetaling til folkekirken på 1750 kr. af på en gang. Er man en af de tusindvis af danskere, som kun kommer i kirken ved dåb og bryllup, må man - hvis bekendtskabskredsens størrelse gennemsnitligt medfører et kirkebesøg hver tredje år - påregne en stykpris pr. frydefulde visit på 5248 kr.

For de, som ikke betaler kirkeskat, er udgiften til den årlige julegudstjeneste 218 kr. Hvis man kun kommer hvert tredje år, når onkel Preben har fået ny kone igen, koster det 653 kr. pr. gang.

Udgifterne for de, som ikke er medlemmer af folkekirken virker temmelig urimelige. Især fordi der skal betales, om man kommer eller ej. De bliver simpelthen trukket over indkomstskatten. Pengene bliver brugt på, at bedagede organister kan spille ørerne af de få faste kirkegængere og et par søvnige konfirmander, mens egnens gammeljomfruer – kirkekoret – står og demonstrerer, hvordan et misforstået weekendkursus i fonetik og diktion kan få en salme om at græde til at handle om Grethe. Midt i al tumulten står den vellønnede præst med sin frie bolig og tekstanalyserer den samme bog år ud og år ind.
Gæt hvem, der har betalt hans fine universitetsbaserede forkynderkurser.
Rigtigt. Det har du, men det er et helt tredje offentligt budget."

© Milos Vendettas

Post din kommentar til artiklen på:  www.milosvendettas.urbanblog.dk
_________________________________________________________________________________________________________