Bendt Gammeltoft-Hansen,
Skaberen af klokkemuseet,
er død, 76 år
Han var en kapacitet udi kendskab til kirkeklokker og klokkespil, Bendt Gammeltoft-Hansen. Nu er han afgået ved døden, 76 år.
Han var frivillig museumsinspektør ved sit livsværk, Dansk Klokkemuseum i Over Lerte, Sommersted ved Vojens, som han oprettede i 1991. Til en begyndelse lå museet i Hammelev, men i 1997 blev det flyttet til Over Lerte Kirke.
Jeg husker ham så tydeligt, efter han havde fået sit klokkemuseum flyttet til Over Lerte, at han kom her i hjemmet for at kigge på et digitalorgel, et stort orgel med 44 stemmer og tre manualer, jeg havde til salg. Han manglede et godt kirkeorgel til kirkerummet med de mange klokker, og han spillede så lystigt på mit orgel - udenad, uden overhovedet at kigge på noder. Men han var helt tydeligt en enestående kapacitet også på dette felt. Han mente dog ikke mit orgel var af passende størrelse til gudstjeneste- eller koncertbrug i museet.
I sandhed, det var Bendt Gammeltoft-Hansens livsværk, og hans sprudlende sind og aktive fremtoning bevirkede, at han fik en flok frivillige med i arbejdet.
Bendt Gammeltoft-Hansen var også kendt i internationale kredse; han var formand for den nordiske klokkekomité, Nordisk Samfund for Campagnologi, hvis formål er at skabe egnede brugsvilkår for klokker og klokkespil i Norden. Han var en kendt foredragsholder om sin store viden på dette felt, og han var i lang tid Europasekretær i Klokkeorganisationen World Carollon Federation under Unesco, redaktør af dansk Klokkespiller Laugs nodepublikationer, han var klokkespilædagog i Løgumkloster Kirkemusikskole. Desuden var han kirkeministeriets konsulent i sager angående klokker og klokkespil.
Han har tillige skrevet 12 bøger af både skøn- og faglitterær art; et tilbagevendende tema i de historisk orienterede værker var naturligvis klokkespillet i dets mange varianter fra middelalderen og frem.
Bendt Gammeltoft-Hansen var søn af sognepræst Niels Gammeltoft-Hansen, 1898-1985. Hans bror vil sikkert for mange være et kendt navn, Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen. Han var uddannet organist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, foruden han var cand. mag. i dansk og tysk ved Københavns Universitet.
På et tidspunkt skrev han en afhandling om barokkens store skikkelse, J. S. Bach, der i sin tid virkede som komponist, organist og kantor. Bendt Gammeltoft-Hansen blev organist ved Nærum Kirke, hvorefter han i 40 år var organist ved Sankt Nikolaj Kirke i Svendborg. Uddannelsen til klokkenist og klokkepædagog tog han i Frankrig.
- Johannes Wienberg-Larsen