Frobenius udsender fornem
jubilæumsbog
Orgelbyggeriet
markerer 100 års jubilæet
Af
Johs. Wienberg-Larsen
Det er en
virkelig fin bog, orgelbyggeriet Frobenius har udsendt i anledning af
100 års jubilæet. Netop i år er det 100 år
siden en ung Theodor Frobenius overtog ledelsen af et orgelbyggeri, som
fik til huse på Nørrebro i København. Føste
opgave: bygning - eller rettere færdiggørelse - af et seks
stemmers orgel til Harboøre Kirke.
Theodor Frobenius havde egentlig forestillet sig en fremtid i Tyskland,
hvor han var udlært orgelbygger i Weikersheim 1902. Han drog
på valsen, som det sig hør og bør, og traf en dansk
orgelbyggersvend, A. C. Zachariassen. Dette bekendtskab førte
til et venskab og senere samarbejde, da Zachariassen overtog et
orgelbyggeri i Århus og hyrede unge Frobenius.
Kærligheden bandt Theodor Frobenius til Danmark, og hjemsted og
arbejdsplads blev Nørrebro i København. Det blev til
fremstilling og restaurering af mange orgler, Frobenius blev symbolet
på kvalitet og god klang, og 1917 blev han indehaver af
orgelbyggeriet. 1925 var pladsen blevet for trang på
Nørrebro, og man fandt en tidligere fabrik med tilhørende
villa på Hovedgaden i Kgs. Lyngby. Samtidig overtog man Horsens
Orgelbyggeri, og det blev en solid adgang til det jyske, hvor navnet
Frobenius også snart blev slået fast i forbindelse med
byggeri af mindre og helt store kirkeorgler.
Theodor Frobenius døde i 1972. Lykkeligvis valgte Theodor
Frobenius' tre børn, to sønner og en datter, at bruge
deres voksenliv på orgelbyggeriet. En søn og en datter
oprettede en fond, Frobeniusfonden, som ved deres død overtog
aktierne og dermed ejerskabet af virksomheden. En medarbejder hos
Frobenius, Henning Jensen, blev 1995 administrerende direktør
for orgelbyggeriet.
I 1996 overtog Frobenius orelbyggeriet Jensen & Thomsen. Der var
mange kunder, der fortsat ønskede Jensen & Thomsens
orgelkonstruktion og klanglige egenskaber, og i mange år blev der
i Kgs. Lyngby bygget orgler, som skilte sig ud fra den traditionelle og
kendte Frobenius-klang.
Ret konstant er der 35 ansatte i orgelbyggeriet, som reteligen hedder
TH. Frobenius og Sønner Orgelbyggeri A/S. Det er hovedsageligt
uddannede orgelbyggere, der er beskæftiget, og hele tiden er der
lærlinge under uddannelse, så der er sørget for en
fremtid for orgelbyggeriet.
Ikke kun tør
historie
Den smukke bog er opdelt i afsnit om Frobenius, orgelbyggeriet, og lidt
historie i korte træk, foruden der er afsnit om orglet og dets
teknik og opbygning. I vore dage er orglet hovedsageligt knyttet til
vore kirker, men oprindeligt var det tænkt som et
underholdningsinstrument.
Et afsnit i bogen fortæller, hvordan orglet bliver fremstillet,
fra tegning til intonering. Tillige er der masser af flotte
kvalitets-fotografier af forskellige orgler, fremstillet af Frobenius
eller udbygget og restaureret af firmaet.
Endelig er der til sidst en komplet opusliste over de 1030 nybyggede
orgler, der i de 100 år er udgået fra Frobenius. En
virkelig flot bog, en flot markering af 100 år med
instrumenternes dronning.
|
|