Med de tre små artikler om Thomas Laub – vennen med de gode ord ville jeg gerne prøve at give et indtryk af personen, som nok kan forekomme os lidt fjern i dag …hvis man ikke lige netop har Laub som hobby!
I det følgende vil jeg – mere tørt og sagligt -  beskrive hovedlinierne i den udvikling, der kunne – og måtte kulminere i et reform-og nyskabningsarbejde som Laubs.

Mænd før ham har bragt de synspunkter frem, som Laub på genial og personlig vis gør til sine. Og han skulle blive den, der med sin stærke og rige personlighed formåede at sammenfatte denne udvikling sket gennem menneskealdre: at sammenknytte den overklippede tråd fra fortidens rige salmesang til vor egen tids. Først gennem sit reforms-og restaureringsarbejde med de gamle melodier – og dernæst gennem sit nyskabende arbejde – hans egne 103 salmekompositioner, i hvilke han uden at kopiere har komponeret i de gamles ånd.

Intet i historien sker tilfældigt. Dette udefinerlige: at tiden er moden, den betingelse var i så rigt mål opfyldt for ham, der skulle komme. Og manden blev Thomas Laub.
                                                                                                                                                                 
Thomas Laub blev født d. 5. december 1852 i Langaa præstegård som søn af sognepræsten til Langaa og Øksendrup på Fyn, Hans Jørgen Trojel Laub og hustru Ernestine Deichmann Linnemann. I 1862  blev moderen enke. Hun flyttede med sine børn til Vejle, og Thomas Laub kom i Fredericia latinskole. Senere blev han student fra Sorø Akademi. Derefter kommer han til København for at studere teologi, men det viser sig ret hurtigt, at det er musikken, der har hans store interesse. Han uddanner sig som organist og tager eksamen fra konservatoriet.

Hans lærer i teori bliver professor Gebauer, som hørte til dem, der kunne indse det forkerte i at synge verdslige melodier ved gudstjenesten. Han har uden tvivl haft sin andel i at Laub blev så grebet af hele dette spørgsmål.
I forordet til N.K. Madsen-Steensgaard ” Nyt Tillæg til Salmebog for Kirke og Hjem” 1891 læser man følgende ord af Gebauer: ” Hvor nu en Menighed i al Enfoldighed synger sligt, og ved ikke, at det er upassende, har den ingen Skyld;  men efter at den er gjort opmærksom på det uanstændige og forargelige i en saadan  Kirkesang, handler den ikke i kristen Aand, når den paa Trods bliver ved dermed…..” I Musik og Kirke 1920 siger Laub angående de sentimentale og verdsligt prægede melodier i gudstjenesten: ” Man kan i troskyldig Uvidenhed gøre forkerte ting,
der ikke øder ens Moral, men vil man blive i troskyldig Uvidenhed, tager man Skade, for Meningen er, at man skal nå Mands Modenhed.”

Gennem Cæciliaforeningen – stiftet af Henrik Rung – får Laub grundigt kendskab til den gamle musik, bl. a. Palestrina og Lassus. Sammen med vennen Frederik Rung studerer han både Carissimi og Scarlatti. Alt sammen skatte, som Rung havde gravet frem på sin rejse til Italien. Og Laubs mål for den første Italiensrejse 1882 bliver da at grave videre, hvor Rung slap. Dette skete, da han  - efter Berggreens død  - mistede sit vikariat i Trinitatis Kirke. På denne rejse møder han præsten Thomas Skat Rørdam og dennes hustru, som blev hans gode venner. Med præsten Skat Rørdam skulle han allerede året efter  få et nært og frugtbart samarbejde, som uden tvivl har haft stor betydning for hans syn på salmesangen.

Den 1.  april 1884 bliver Laub organist ved Helligåndskirken, hvor Rørdam var præst.

(c) Ingrid Bach Petersen
______________________________________________________________________________________________________
______________________________________________________________________________________________________