I Tyskland udkommer der i første halvdel af det 19. årh. en række værker om den lutherske salmesang. Man søger tilbage til kilderne – ”ad fontes” –man vil genoplive den lutherske salmesang i dens oprindelige form – både melodisk – og navnlig rytmisk. Denne bevægelse med hele dens historiske interesse er tydelig vakt af romantikken. Man vender sig imod alt, hvad der kan virke kunstigt og affekteret i kirkesangen – imod det for stærkt subjektive præg, som mange af tidens melodier havde.
Efter rationalismen fulgte jo den pietistiske vækkelsesbevægelse med stærkt følelsesbetonede sange. Navnlig den verdslige sang er blevet sentimental og pyntelig. Mestersangens falbelader og ariens manerer trænger sig ind på kirkesangens område ” mit Silbenspielerei und Reimgeklingel” ( Tücher )
Både i tekster og melodier savner man et rent kirkeligt præg.

I 1821 udkommer Peter Mortimers ” Der Choralgesang zur Zeit der Reformation” i hvilken særlig de gamle kirketonearter  gøres til genstand for et indgående studium. 1824 kommer Thibauts lille, men interessante og velskrevne bog ” Uber Reinheit der Tonkunst”. Han lægger – som senere Laub gør – stor vægt på musikerens viden og dannelse.

Om verdslighedens indtrængen i de tyske kirker hører vi, at den har nået sådanne højder, at man til
præ-og postludium kan risikere at blive diverteret med valse og operaarier, og at man i stor udstrækning
benytter sig af forskellige instrumenter ved gudstjenesten. Korsvar kan f. eks. forstærkes med trommehvirvler,
og man går heller ikke af vejen for at skyde kanoner af udenfor kirken ved festgudstjenester.
Hvad salmerne angår,henviser Thibaut til ” urkoralen” som værende den ideelle form for menighedssang.
Han fremhæver stærkt de bøhmiske brødres sang, som fra før reformationstiden – siden det 11. årh. –
har indtaget en særstilling, idet man hos brødrene siden da havde holdt gudstjeneste på modersmålet.
I årene 1843-47 udgiver Karl von Winterfeld sit store trebindsværk ” Der evangelische Kirchengesang”
Denne fremstilling af den tyske kirkesangs historie er det, Laub væsentlig bygger på i sin bog ”
om Kirkesangens Historie” 1884.

Et andet for laub meget vigtigt værk var von Tüchers  Kirchengesänge”, som udkom i 1848.
Værket er i to bind, det ene med tekster, det andet med melodier.I forordet til andet bind skildrer
han de nye reformbestræbelser og fremhæver her det arbejde, der gøres i Bayern for der at få indført
den rytmiske kirkesang. Man har til dette formål udgivet praktiske samlinger, hvoraf den mest omfattende
er det store  seksbindsværk af Johs. Zahn. 1889. Før Zahn udkom et andet større værk af L. Schoeberlein
”Schatz des liturg.  Chor-und Gemeindegesangs”.
Fælles for alle disse ” reformatorer” er deres stærke overbevisning om, at hele denne bevægelses
egentlige drivkraft lå i folket selv.
Den samme optimisme angående melodiernes skæbne træffer vi senere hos Laub: ….” og der er ingen tvivl om,
at den ( menigheden ), når den lærer dem at kende, vil tage imod dem med glæde, fordi den kendes ved ånden i dem.”
                                                                                                                                                                .

(c) Ingrid Bach Petersen
______________________________________________________________________________________________________
______________________________________________________________________________________________________