Fredag den 25.07.2008
Så blev det fredag, og korprøvemarathonet
er skudt i gang med knækbrød (Rågi) og kaffe og ost (som ikke er kogt). Vi
sidder og snakker om Italien og koncertprogrammer. Og sommerfuglene begynder så
småt at flyve rundt i maverne, og vi glæder os til at komme i gang med at lave
musik. Det bliver nogle hårde, men gode dage.
Gitte
Mariehøj, søndag den 27.07.2008
Det er varmt.
Lige så varmt som i Italien, tror jeg. Mona er syg og kommer ikke i dag. Måske
har hun kyssesyge. Didde ringer og er forkølet – ”hvil dig og kom bagefter!”
Kold juice er
klar, kold sodavand, koldt vand. Korprøve fra kl. 16 – koncert kl. 19.30.
Der er svalt i
kirken.
Pigerne synger
dejligt!!!
Nu har vi overstået den første koncert.
Det gik fint nok og jeg er meget spændt på at høre optagelsen. Glæder mig
specielt til at høre Benedictus. Der var virkelig varmt i kirken, men det var
jo fantastisk at afprøve alle tingene på en menighed, man kender.
Clara Marie
Mandag
Dejlig koncert i
Mariehøj i aftes. Og fantastisk stor opbakning med mange mennesker og stor
applaus til trods for, at det endelig er blevet godt vejr i Danmark!
Tirsdag kørte vi
til Haverslev i Nordjylland og lavede koncert. Det var varmt, og det var
dejligt, og vi blev meget vel modtaget. Kirstine var ved at dø af grin over
flg. Kommentar fra en mand, der rigtig ville rose koret:
”Hvor er det dejligt, at I er et kor, der
både synger lavt og kraftigt!” – citat mand ved tirsdagskoncerten !!
Torsdag den 31. juli 2008
Bussen ventede
ved lufthavnen i Rom ved middagstid, og så kørte vi ellers afsted mod Umbrien.
Assisi er noget
helt specielt. Den er virkelig
lyserød, som den ligger dér på bjergskråningen, når man kommer kørende gennem
dalen. Ude til venstre i billedet ligger Basilica di San Francesco – og her
nedenfor ligger alle solsikkemarkerne!
Byen er smuk.
Simpelthen. Her virker så rent, og selvom her er varmt – faktisk drønhedt, så
man ellers ville gå i coma inden døre, er man bare nødt til at komme ud i
gaderne. Og det er op – eller ned – gennem de smalle stræder i Assisi. Aldrig
lige ud. Og lige så snart, man kommer omkring et hjørne, væk fra den (ikke
særlig) store vej, der går gennem Piazza Commune (torvet), er her helt stille.
Og lyst. Mærkværdig lyst – murenes rene lyse farve gør, at der ikke er skummelt
i de smalle gyder. Men her er masser af grønne planter og blomster i potter alle
steder, hvor der overhovedet kan findes en lille plads til det.
Vi var alle
meget tidligt oppe i morges for at nå til Billund til tiden – før kl. 5 – men
efter et tiltrængt bad (der duftede vist ikke særlig friskt i bussen de sidste
100 km, men hva’ – vi kender jo og holder af hinanden), er de fleste ”gade op
og gade ned”. Noget med is eller cola, tror jeg.
Theodor tog imod
os på parkeringspladsen, da vi kom, guidede os på plads på hotellet og møder os
igen kl. 18.30, en time før maden. Vi præsenter os for hinanden: Gruppen består
af 30 personer, heraf 13 i koret + dirigent og guitarist, uundværlige Else og
Flemming, der er Knud, Gittes lille dreng med sin far, Kasper. Kjeld og Arne
(fædre) har lagt et kæmpe arbejde i at få alt det praktisk omkring turen til at
falde på plads. Og så er resten ellers søde forældre,venner og en enkelt
kæreste. Alle interesserede i at være tætte deltagere i vores meget specielle
fællesskab og rejseform. Pigerne selv har arbejdet hårdt for at få turen op at
stå – de har året igennem sunget så mange koncerter, at vi i søndags sang
koncert nr. 60 (på 3½ år). Mange mennesker anerkender efterhånden, at Midtjysk
Pigekor er et dygtigt kor, der er værd at lytte til, og vi får også ofte at
vide, at vi er fine ambassadører for Midtjylland, for den danske kultur og for
den lutherske kirke. Men ingen fonde eller virksomheder har ønsket at støtte
vores arbejde økonomisk, og så må vi jo gøre det selv.
Det er nu ikke
sure eller fornærmede miner, der præger disse piger – de er skønne at arbejde
og være sammen med og betyder en hel masse dejligt i Oles og min tilværelse!
Jeg skal love
for, at vi bliver mætte i hotellets restaurant, seks retter god, italiensk mad,
som vi har glædet os til den – man skulle bare fra begyndelsen have vidst, at
der kom så mange retter. Theodor spiser med, og snakken går glad.
Dagens bedste
overraskelse venter dog stadig: Tag-terrassen!
Højt oppe, med
udsigt over hele dagen, kan vi sidde alle sammen! Det er ufattelig smukt.
Vi bor indenfor bymurene, lige ved siden af Santa Chiara kirken, og vi
kan høre, at de unge mennesker fester på den store plads ved kirken. Men på
vores terrasse er der halvmørkt og dejligt, og nu endelig lidt kølighed efter
den meget varme dag. Nerierne blomstrer overalt i Assisi, også her, og der er
duftende basilikum i potterne.
Fredag den 1. august
Jeg sidder på
muren i solen foran Basilika di San Francesco. Klokken er 9, og der er endnu
ikke ret mange mennesker her. Hyggelig snak mellem to italienske mænd lidt væk
– den der typiske lyd, man forbinder med Italien. Et par Fransiskanerbrødre
står og snakker i gården foran Basilikaen. Basilikaen - jeg kan ikke beskrive
det – men bagved strækker dalen sig med grønne træer og huse langt væk og
forsvinder i varmedisen.
Nu kommer det
første store selskab til kirken, larmende og grinende – altså – de er glade og
glæder sig til en rundvisning.
Her er ufattelig
smukt. Stenenes hvide og lyserøde farver – i 1000 forskellige mønstre og
faconer, på kirkens mure, på den skrå vej nedad, på veje og stier – overalt.
Jeg kunne sidde her hele dagen. Man kan ikke forklare – nej, jeg kan ikke – hvor smukt, det egentlig
er, men jeg er taknemmelig over at opleve det og vil huske det. Tage det med
videre.
Nu kommer
Theodor ud af porten der nede for at vente på os.
Og så er der to
timers fascinerende rundvisning i kirkerne. Theodor giver sig selv, når han
fortæller, og alle lytter intenst. De smukke kalkmalerier og Theodors
fortælling om dem er betagende. Altid med et glimt i øjet.
Ved gennemgangen
af ordensløfterne kommer det (fra Paulus): Kvinden skal være manden lydig,
manden skal være kvinden lydig, ungerne skal være børnene lydige...nå hov, det
ender lidt i grin... Alvor og grin, som det hører sammen, når det skal være
ordentligt.
Det er tydeligt
at mærke lydhørheden i hele forsamlingen, da Theodor taler om, at det er
vigtigt at hvile i sin tro for at kunne være åben og respektfuld overfor
andres, og bagefter husker pigerne alle, at han sagde: ”Når man først er
begyndt at forsvare sig, har man mistet fodfæstet.”
I krypten, hvor
Frans ligger begravet, stiller vi os op og synger ”Bliv hos os, når dagen
hælder”. Det hænger vist godt sammen for alle, og nogen blinker en tåre væk.
Tiden i
basilikaen går hurtigt, at bagefter spredes forsamlingen. Nogen vil spise pizza
og gå på opdagelse, andre går på tagterrassen med brød, oliven m.m. – men jeg
tror, alle tager et bad. Her er 37 grader varmt.
Fredag aften
Endnu en
strålende og varm dag – 37-38 grader. I eftermiddags kørte vi med den lokale
bybus ned ad bjerget til den lille by, Porziumcola, til kirken Santa Maria
degli Angeli – Frans af Assisi’s dødsted. Vi ventede længe på bussen, for der
var mange, en anden stor gruppe, der sang og råbte høje, glade ”kampråb” på
italiensk. De var hurtigere end vi til at mase sig ind i bussen, og så måtte vi
tage den næste en halv time senere.
I Santa Maria
degli Angeli var der på typisk italiensk vis mange ting i gang på én gang. I
den nederste halvdel af kirken snakkede folk og gik omkring. Der var skrifte i
mange bokse med røde lys udenpå som tegn på, at der var optaget. En præst sad
ved et bord midt i det hele og snakkede vist med en af vennerne. Midt i kirken
gik turister og pilgrimme i kø mod ”kirken i kirken” – et lille kapel, hvor
Frans døde. Og inde i den lille kirke var der rækker, der defilerede forbi,
mens andre sad på bænke og bad. Og bag alt dette, ved Højalteret, var der en
helt almindelig messe i gang!
Ved siden af
kirken – sammenbygget med den – er der en gang med en statue af Frans, der står
med en kurv, hvori duerne ruger deres æg ud. Som Theodor siger: Det er jo
naturligt at bygge rede der, hvor der fodres! Og så den berømte rosenhave med
roser uden torne, fordi Frans engang smed sig i dem – roserne skyndte sig at
smide tornene, for at Frans ikke skulle stikke sig!
Ude i solen igen
kaster pigerne sig over den nærmeste isbod. De har fået mottoet: ”Tre gange is
om dagen”. Og vi drikker vand – vand – vand.
Bus tilbage og
dagens 3. Brusebad. Det er hyggeligt, at Claras forældre, Kirsten og Elof
Westergård (præst ved Mariehøj kirke) sammen med Anna og Elias har sluttet sig
til os efter at have været på ferie i Italien.
Så til Santa
Chiara for at høre nonnernes aftensang. Santa Chiara er Frans’ kvindelige
modstykke, hvor nonnerne lever i klausur, dvs. ”lukket rum” uden kontakt til
omverdenen og bruger deres liv til forbøn for os andre. De er berømte for deres
sang, som under messen foregår på den måde, at når messen begynder præcis kl.
18.45, går en skydedør automatisk til side i den ene side ved alteret. Nonnerne
kan altså se alteret og præsten, men kan ikke selv ses. Det er så en (mandlig)
præst og en fransiskanerbroder, der forretter messen – eller rettere
aftensangen, for der er ingen nadver – men indrømmet, vi synes, der er en
forskrækkelig masse røgelse.
Efter messen
kommer fransiskanerbroderen ned for at tale med os – byder os på sjældent fint
engelsk velkommen og forklarer lidt om clarissanonnerne og om den specielle
fest, der er her netop nu, hvor man kan få aflad for sine synder i et helt år,
fordi Frans syntes, det var synd for folk. Som tak for broderens venlighed mod
os, synger pigerne en dansk salme – og fluks bliver vi inviteret til at deltage
i messen nårsomhelst og sammen med dem! Jeg svarer, at det er en ære, og at jeg
vil tale med pigerne om det – vi har allerede fået en ekstra kirkekoncert på i
morgen, og jeg vil ikke køre dem trætte.
Det er faktisk
lidt underligt og usædvanligt, at vi ikke er kommet i gang med rejsens
koncerter endnu, her efter 1½ døgn. Det hele er så intensivt. Alle er så tændte
og glade. Jeg håber, det varer ved, og at ingen kører træt.
Aftensmad igen –
6 retter god mad med pasta, salat og en meget sød kage til dessert.
At stå op om morgenen til en storslået
udsigt over dalen, at nyde selv samme udsigt på terrassen inden dagens start:
DET ER LIVET! At høre pigerne synge i basilikaen. Det er STÆRKT at være sammen
med en flok positive og glade mennesker. Det er Livsbekræftende! Tak for det!
Bente Busk
Postkort fra korets skrækkelige maskot,
Burger, til Janni, der desværre ikke kunne komme med på turen, fordi hun skal
tage et intensivt kursus i kemi for at få lov til at begynde på sit studium:
Så er jeg ankommet til Assisi. Flyveturen
var dybt traumatiserende, alle de andre sad inde i kabinen og hyggede sig, mens
jeg lå, mørkt og indelukket i lastrummet. Den første dag i Assisi brugte jeg på
værelset, hvor jeg slog mave. Det er allerede hårdt at være maskot for et helt
kor, og i dag har jeg været rundt forskellige steder for at promovere dem. Mens
jeg hvilede på værelset, var pigerne i Santa Chiara til aftensang, hvor de blev
headhuntet til at synge messerne fremover. I morgen skal jeg med til et sted
med oliventræer og noget vin. Men jeg glæder mig allermest til at høre pigerne
synge (siger jeg ihvertfald til dem...men det er en god vin). Jeg gad godt, at
du var her, for du er også god til at slå mave. Uh, jeg glæder mig rigtig meget
til at høre koncerten i morgen i Basilikaen. Den har pigerne fortalt meget om.
Og så synes jeg, at Broder Theodor er enormt sej!
Kærlig hilsen
Burger
Lørdag
I dag har vi
været på en fantastisk udflugt til den pittoreske lille bjergby, Montefalco.
Byen bliver kaldt ”a piece of heaven” – og det forstår man, når man ser den.
Turen der hen tog 45 med bussen, og undervejs
fortalte den svenske, men italiensk gifte – og herlige! - guide, Eva Jønnson,
om alt hvad vi så.
Montefalco –
falkens bjerg – er så højt og beliggende på en måde, at man derfra kan se alle
Umbriens byer hele vejen rundt, Perugia, Assisi, Terni osv.
Dagen i dag var
rigtig udflugt og skulle handle om olivenolie og god vin. Vi havde dog lovet at
tage noder med til en enkelt kirkelig optræden. Efter at vi havde fået placeret
Oles guitar og forstærker hos familien Brinzi, som er ejere af det
olivenpresseri, som vi skulle se, gav Eva os en rundvisning i den lille by. Alt
var stille, meget varmt – og velpasset! Her er så rent her nede! Eva kunne
fortælle om det hele – vi så bl.a. en meget avanceret julekrybbe i en kirke. En
hel by med håndværkere, børn og hunde var det, for som Eva sagde: Når de laver
deres elskede julekrybber her, skal hele livet med og afspejles i det.
Vi så eksotiske
planter, f.eks. granatæbler og kæmpe kapers, der groede højt oppe på den
lodrette bymur – af ingenting? Så smukt, så smukt!
Og så dagens
clou: kl. 12 – efter at have hørt Santa Clara søstrene (ikke santa Chiara som i
Assisi) synge deres middagsbøn, blev vi bedt om at synge for dem. De lever i
streng klausur og må hverken tale med eller se andre mennesker, så det var
meningen, at der skulle sættes en mikrofon op i kirken, så de i rummet ved
siden af kunne høre os synge. Men pludselig blev den øverste del af døren ind
til dem åbnet, og jeg kunne faktisk skimte abbedissen (”Madre”) fra min
dirigentposition. Det var jeg så meget opmærksom på ikke at gøre...
Vi sang ”Herren
er min hyrde”, ”Han har grundlagt en stad på de hellige bjerge”, Michael
Bojesen ”Gloria” m.fl., og så skete
der noget helt uventet: Der blev klappet til den helt store guldmedalje bag
døren! Og mens vi måbede endnu mere, blev vi kaldt hen til den åbne luge –
endda Ole! -, fordi nonnerne ville hilse på os! Disse kvinder, der normalt
ingen kontakt har til omverdenen – jeg skal love for, at det blev brudt i dag!
De små gamle koner med rynkede ansigter og uden en tand i munden grinede,
klappede og vinkede i stor begejstring!
Den oplevelse af
høre og møde Midtjysk Pigekor vil der blive talt om på klosteret i meget lang
tid fremover! Og omvendt!
Montefalco har
ry for at have noget af verdens bedste olivenolie. Nu blev vi vist rundt på
olivenpresseriet, hvor konen med stor entusiasme og stolthed fortalte om
virksomheden, som familien ”kun” havde haft i 100 år. Familien har også en
restaurant, hvor der bagefter var dækket fint op til os. Den ene lokale ret
efter den anden –efter den tredje – efter ... blev båret frem for os, sammen
med store mængder af deres egen, fine olie og deres egen, fine, Montefalco
hvidvin – to forskellige slags.
Der skulle
naturligvis kvitteres med en plakat og en sang. Et stort publikum samledes
hurtigt i smøgen udenfor, mens pigerne og Ole opførte ”Dukke Lone” på meget
fuld mave.
Kl. 15 kørte vi
hjem – BAD og korprøve i et lille rum ved siden af hotellets spisesal. Det er
utroligt så hurtigt, en flok velduftende, nyvaskede piger kan komme til at - -
u-dufte. Men her er også 37 grader hele dagen – hver dag. Man sveder steder,
man ikke anede, det kunne lade sig gøre at svede!
Prøven var nok
også lidt derefter, det var for varmt og alle trængte til hvile. Men vi havde
fået lov til at prøve rummet i overkirken i Basilikaen, hvor vi mandag aften
skal synge koncert.
Og dét var
overvældende!!! Grande noise! Jeg tænker: Det her bliver meget flot, hvis vi dæmper ned og formår at forbinde det præcise
med det musikalske. Og - - det er jeg overbevist om, at vi kan! Jeg glæder mig
helt vildt til det!
I aften er
pigerne så sendt tidligt i seng efter 6-retters menuen på hotellet. Mange af
”de voksne” går til koncert – Assisi er et kulturcentrum, og der er i aften
afslutningskoncert for en masterclass for unge i en forhenværende kirke midt i
byen. Og som de dog er dygtige, de unge musikere – og som de dog kan flytte
gulerødderne på tangenterne eller guitarstrengene eller synge flot og inderligt
og ikke mindst kraftigt. De er
virkelig dygtige, men det larmer og
jeg trænger absolut til ro i sindet – der skal ligesom ske noget andet i morgen
tidlig, nemlig Højmessen i Basilika di San Francesco, som vi har set frem til i
meget lang tid.
”Gi’ mig en gletscher!”
Gitte
”Silencio
Basilica, silencio...shhh!!!”
Citat – mand
Søndag den 2. August – Højmesse i Basilika
di San Francesco
At synge
Højmessen i Basilika di San Francesco vil være en af de ting, jeg aldrig
glemmer. Det betød noget for os, det her!
Pigerne kunne
ikke se det, men der var omkring 1000 mennesker i kirken. Vi stod placeret bag
højalteret, under de store vægmalerier af Frans ’ himmelkroning og af de tre
hellige Franciskanske løfter (fattigdom, kyskhed og lydighed). I samme øjeblik,
den lille sprøde klokke lød, satte Ole i med forspillet til davidspsalmen
”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.” Vores program var passet nøje ind
i de enkelte led i messen, og Michael Bojesens moderne toner i ”Gloria” klang
skønt i rummet, ligesom modstykket – musikalsk set – Palestrinas ”Benedictus”
(”velsignet være han, der kommer i Herrens navn”), naturligvis placeret i
nadverdelen af messen. Og med guitar under uddelingen Brorsons ”Guds igenfødte,
nylevende sjæle” – med det internationale, glade ”Halleluja” i slutningen af
hvert vers. Som afslutning på messen sang koret en amerikansk popsalme – ”Let
there be peace on earth”, og Theodor så en kinesisk nonne synge med!
Der blev udgydt
mange tårer i kirken – nogen mener endda, at ”alle tød”!
Søndag aften har
Theodor glædet sig meget til at vi skal hygge os på torvet i Assisi, Piazza
Commune. Vi skal nemlig synge sammen: ”Leaving on a jetplane” i en meget
speciel version – noget med ”Craaash” og store armbevægelser...! Jeg har på
forhånd ikke været så forfærdelig optaget af det, fordi nogen af os har gjort
det engang før, og jeg syntes ikke, det var godt. Og det der med at synge
udenfor – og så oven i købet et pigekor med kun 13 fine stemmer – det behøves
ikke at lyde af ret meget i fri luft. Ole er heller ikke begejstret – hvordan
med strøm og forstærker? Og uden er det helt umuligt.
Aftenen er varm
og smuk, som hver eneste aften i Italien i august. Vi har sammensat et program
med et par danske a cappella sange, og så noget mere larm med ”lejrbålsguitar”,
der skulle glide over i mere fællessang med internationalt kendte sange, f.eks.
Beatles.
Strøm er det
umuligt at få fat på. Men så finder vi en buegang, der oven i købet er fuldt
oplyst! Mens mændene i gruppen stadig forsøger det med ledninger, stiller
pigerne og jeg os op og synger ”Den danske sang er en ung, blond pige”. Og så
lyder det – hammergodt! Og fra at pladsen er halvtom, da vi kommer, er der i
løbet af de 3 vers, vi synger, fyldt med et entusiastisk publikum! En ældre,
italiensk mand klapper helt vildt, og vi fortsætter med hele programmet uden
strøm. Mange spørger Theodor og ”vores voksne” om os, og jeg tror, publikummet
til koncerten i Basilika di San Francesco på mandag vokser kraftigt.
Da vi via ”I’m
so pretty” og ”Dukke Lone” når frem til ”Leaving on a jetplane”, stiller
Theodor sig klar foran koret – i munkedragt - og giver den hele armen med
skuespil. Alle på pladsen vrider sig af latter, og jubelen vil ingen ende tage.
Mange vil gerne
købe CD med os, men det må være ”Carpe Diem” – vi skal opleves i nuet.
Pigerne skriver:
Perfekt dag, siger jeg jer bare. Vi stod
tidligt op og sang på ægte italiensk måde nede på gade op mod vinduet, hvor
dagens fødselsdagsbarn, Kjeld, dukkede frem i det lille tagvindue. Derefter
sang vi gudstjeneste for rigtig mange mennesker. Mange = 1000. Sangen fik alle
til at tude, selv mændene. Det var meget overvældende. Bagefter spiste vi mad
det smukkeste sted i Assisi og så brugte vi ellers eftermiddagen i en pool lidt
udenfor Assisi. Lyder det ikke bare perfekt? JO – og det var det også.
Eline
Bjergvandring og koncert
Mandag morgen
åbenbarer sig med endnu en strålende smuk og varm dag. Vi skal fra
morgenstunden på Monte Subasio sammen med Theodor – bjerget, hvor Frans og hans
brødre i en periode boede i klippehuler.
Turen er dejlig
– 3-4 km., og kun en enkelt pige har
ikke fået kroppens væskedepoter i orden og har svært ved at klare det. Men alle
er søde og hjælpsomme, og det går. Lidt længere oppe kommer den skyggefulde
skov, hvor der er køligt. Udsigten overalt omkring Assisi er helt betagende.
Det er varmt, men man bliver blød i sjælen af alt det smukke, uanset hvorhen
man ser. Den vidtstrakte, frodige dal med Cypresser, olivenlunde, vin- og
solsikkemarker. Med småbyer overalt, der samler sig omkring nogle kirker og en
gammel bymur. Og så fra morgen til aften: Bagende sol.
På bjerget går
vi gennem klippehulerne, hvor brødrene boede – også her gælder det velkendte
ord ”Silencio!” (stille!). Videre op gennem skoven. Det er underligt at gå i en
skyggefuld skov oven på al den sol. Helt dansk. Vi kommer til en lille lysning
med et alter og nogle bænke. Her læser Theodor en historie for os om ”Munken
med grøden og smørklatten” og lærer os en enkel sang, som vi synger sammen.
Efter et fælles Fadervor fortæller Theodor om sin personlige vej ind i
Fransiskanerordenen.
På vej ned ad
bjerget spredes gruppen. Der er frieftermiddag før korprøve og koncert i
Basilikaen i aften. Der skal spises frokost, bades, hviles, nogen skal
garanteret shoppe – og så skal der bades igen. Hotellet har lovet at servere
aftensmad ekstremt tidligt, dvs. kl. 18.30 pga. koncerten, der er på det
almindelige italienske tidspunkt, kl. 21.
Nogle steder på
vej ned er der mange løse sten, og man glider let i sandaler. Jeg er uheldig og
falder. Jeg vrider mit knæ, men umiddelbart føles det ikke som noget særligt,
og vi fortsætter hjem til tagterrassen, hvor vi har fundet ud af, at der er en
kold vandslange! Tænk at sidde her, under en parasol, med brød, skinke, ost,
pesto og oliven – og så udsigt over hele dalen!
Jeg er nødt til
at checke min mail – har Vatikanet svaret på en af mine mange mails i forsøg på
at opnå kontakt omkring de sidste aftaler? Jeg er lidt urolig – vi ved, at de
regner med, at vi kommer og synger eftermiddagsmessen i Peterskirken i morgen,
men hvor skal vi komme hen og hvornår? Vil der være nogen til at hjælpe os
gennem messen? Vel kender jeg messens forløb, men jeg kan ikke ret meget mere
italiensk end de faste tekster samt noget af det, man kan læse på et spisekort.
Jeg går i byen
for at finde et sted med Internet (og købe et par sandaler ligesom resten af de
kvindelige medlemmer af vores forsamling). Og så skal jeg eller love for, at
der sker noget i mit knæ, mens jeg går bakke op og bakke ned i Assisi. Det
hæver voldsomt, og det gør ondt. Min bekymring gør det nok heller ikke mindre –
vi har en koncert om ganske få timer, og jeg kan ikke støtte på benet!
Men vores
forældregruppe er kompetent. Birgitte, der er sygeplejerske, sørger for isposer
og smertestillende, og Thomas hælder homøopatisk medicin i mig. Ole er bekymret
men sørger for, at jeg får aftensmad på sengen.
Den aftalte
korprøve inden koncerten aflyses, men vi ved
at vi kan vores ting, og en time før koncerten køres jeg i taxa til kirken og
bæres! Ind!
Dette rum med
alle de berømte fresker om Frans liv er fantastisk, så glem alt om varme og
forslåede knæ’er, for nu er vi her, og det er en ære, som ikke tildeles særligt
mange! Pigerne og jeg varmer stemmer op i den mørke kirke, og klangen er –
smuk! 5 sekunders efterklang, men vidunderlig at arbejde med – ikke noget med
at lyden kører rundt og mudrer og at man ikke kan høre hinanden.
Tænk, at vi får
lov til det her.
Der er rigtig
mange tilhørere i kirken, så mange at Theodor undrer sig over det, men vores
optræden på torvet har måske givet bonus, og koncerten bliver for os en stor,
stor oplevelse.
Så er det lige om lidt! Vi skal synge
koncert i overkirken om 2½ time og jeg glæder mig virkelig meget.
Anne Mette
Theodor er min bedste ven! – Didde efter
koncerten
23.45: Sidder på hotellets tagterrasse og
fordøjer dagens oplevelser. En spændende tur på bjerget med Theodor som guide –
tankevækkende og bevægende med fortællinger og Theodors egens egen livshistorie
– blev rundet helstøbt af med koncert i overkirken i Basilika di San Francesco.
Det var en meget stor oplevelse at være en del af koret, og vi vil huske denne
aften længe!
Tilbage på tagterrassen havde vores højt
værdsatte forældrepar til Eline og Sofie forberedt et fantastisk show for os –
med to ”nonner”, der opsummerede de seneste 5 dage. Tusind tak!
Med rødvin og diverse snacks hygges der
nu blandt korpiger og roadies – dejligt!
Og så snuser vi til kviste af friske
laurbærblade, som vi har fået fra Evas Jønnsons egen have. Hun har foræret alle
rejsedeltagere en stor kvist, vi kan tage med hjem som souvenir (så må vi se, om
vi kan finde ud af at fryse dem..). Vi vil hvile på dem en rum tid!
Sov godt!
Ida
Rom
At skulle synge
til messe i Peterskirken i Rom er jo ikke enhver beskåret. Vi har fået lov til
det via vores egen biskop, Keld Holms og den katolske biskop i Danmark, Creslaw
Kozons, venlige mellemkomst. Det har på forhånd også tydeligvis været noget,
der har imponeret folk, når vi har fortalt det.
Det sværeste har
været at komme i direkte kontakt med Vatikanet – det har faktisk været umuligt.
Jeg havde fået en mailadresse, som var den rigtige. Men mails blev ikke
besvaret. Så havde jeg fundet telefonnummeret, men det er meget svært at tale
fingersprog i en telefon! Italieneren i den anden ende og jeg var dog meget
glade, da vi fandt ud af fællessproget – ”Kyrie, Gloria, Sanctus” - navnene på de forskellige led i messen.
Og det er da
helt specielt at skulle synge i den absolut største kirke med betydning for
millioner af mennesker over hele verden. Samt for mig ikke mindst musik af
Palestrina det sted, det er skrevet.
Messen finder
ikke engang sted i et af de mange sidekapeller, men ved det store alter bag
kæmpe-baldakinen, hvor under apostlen Peter ligger begravet.
Vi ankommer til
Peterskirken i meget god tid, for jeg
har stadig ikke fået direkte kontakt og er urolig for det, der skal ske. Hvad
nu, hvis Svejtsergardisterne slet ikke vil lukke os ind?
Efter megen
vaden med hele koret, forældre osv. frem og tilbage over den kæmpe plads for at
finde ud af, hvad vi skal gøre og være blevet sendt fra den ene ende til den
anden et par gange, vælger vi at klæde om til kortøj i søjlegangen udenfor på
pladsen og så gå ind via den almindelige kø. Jeg må så forsøge at finde nogen
inde i kirken, der ved, hvad vi skal. Pigerne tager så på sightseeing i kirken
– i krypten og ikke mindst i kuplen med udsigt langt ud over Rom.
Først en halv
time før messen får jeg kontakt. Men så kommer der til gengæld en venlig
musikdirektør, der byder os velkommen og får skrevet på en seddel, hvem vi er,
fordi det bliver sagt af præsten under messen. Direktøren kigger mine noder
igennem – vi har aftale om at skulle synge 3-4 ting, men da han ser, vi også
har Palestrina med, nikker han smilende. Hele tiden sidder organisten og
spiller med fingrene på orglet uden lyd – han skal vist spille et meget svært
stykke til messen. Han er i franciskanerdragt – men én af de mindst smilende af
slagsen, jeg har mødt.
Messen går i
gang et kvarter før, den går i gang... Direktøren viser pigerne en node i
luften og peger, at den skal de synge som vekselting med nogle læsninger. Og de
er seje, de tøser. Og så er de meget dygtige til at koncentrere sig! Lyden
bliver forstærket ud over hele Peterskirken, og én ting er at synge noget, man
aldrig har set før, men noget helt andet er at gøre det – uden at kunne se
noget overhovedet!
Men de gør det,
så direktøren ser meget tilfreds ud. De læser og højt og tydeligt med på
trosbekendelsen på latin, selvom nogen af dem aldrig har set den før. Og som
messen skrider frem, bliver vi sat til at synge mere og mere – ”one more!” - og
organisten spiller vist tilsvarende mindre og ser temmelig utilfreds ud! Men vi
er glade, og jeg er glad for, at jeg bad pigerne putte flere noder i tasken end
oprindelig aftalt!
Som dansk
pigekor at slutte en messe i Peterskirken med ”Sommersalmen” (som faktisk er
svensk) – det er vist specielt for os alle!
Direktøren roser
koret og siger farvel. Det er dejligt.
Jeg vender mig
om for at få kontakt med Ole i kirken – se hans øjne for at få en vurdering. Og
straks er der er betjent, der siger til mig, at der ikke må fotograferes. Det
gør jeg heller ikke!
Pigerne skriver:
Tirsdag morgen stod vi tidligt op og
mødtes om morgenen kl. 7.00. Theodor kom ned og fulgte os til vores bus mod Rom
og sammen med Claras familie vinkede han farvel til os. Vi glæder os alle til
næste besøg i Assisi!
Busturen bestod vist mest af at sove og
læse og nogle enkelte fællesbeskeder.
Kl. 11.30 ankom vi til Rom, hvor vi fandt
det rigtige hotel, lige bagved Termini – Roms hovedbanegård. Det var jo
heldigt!
Vi fulgtes til Peterskirken, efter at vi
havde læsset vores ting af. Der var en
smule forvirring om, hvor vi skulle ind henne – vi er jo VIP! – men vi måtte
alle stå i den almindelig kø på trods af Ingers ihærdige forsøg på at få os ind
ad en bagvej (køen var overrande hurtigt overstået).
Inde i Peterskirken skulle vi få to timer
til at gå, så vi legede lidt turister. Nogle var oppe i kuplen, nogle i
krypten.
Da vi skulle synge, blev vi installeret
på nogle bænke ved et orgel , og nogle flinke mænd hjalp os igennem messen. Messen
forløb fint – selvom vi skulle læse højt, i kor, på italiensk! Da vi sang
”sommersalme” til sidst, kunne man mærke, at det var specielt for os alle i
koret. Det var en stor oplevelse!
Bagefter tog vi tilbage til hotellet og
spiste på en restaurant overfor (altså nogen af os).
Nå ja, Kjeld bliver nødt til at oversætte
hjemmesiden til engelsk nu. Vi er jo så internationale.
Didde
Onsdag
I dag har vi
haft fri – været turister på egen hånd i Rom. Mange har været i det sixtinske
kapel, Maria Maggiore kirken, Colesseum og hvad man ellers kunne nå, når man
kun har en enkelt dag i Rom. Anne Mette har købt sko, som hun plejer...
Ole og jeg har
kigget på ben! De kan virkelig noget i Rom med det dér: Peter og Paulus’
hovedskaller, Mattæus knogler og splinter fra Kristi kors, så der er nok til en
hel skov. Trappen til Pilatus borg i Jerusalem, der naturligvis er hentet
hertil og som man kun må kravle op ad – bedende en bøn for hvert trin. Joh, de
kan noget, de romere.
Alle har oplevet
en masse. Otte af pigerne har endda sunget ”Sommersalme” i Colesseum – de ville synge for sig selv og
optage det på et camera, som de satte på gulvet foran sig, men der var straks
kommet et stort, applauderende publikum, så de også var nødt til at synge ”bliv
hos os”, fortæller de med store grin.
Om aftenen mødes
vi og spiser sammen på restauranten overfor hotellet, og fortællingerne bobler
løs. Vores ”ledergruppe”, Kjeld og Arne, synger sammen med deres nonner og Ole
på guitar atter den fine evaluering, de har lavet på ”I feel pretty”. Nonnernes
dragt bliver til lejligheden hurtigt fremstillet af ternede servietter.
Bagefter synger pigerne deres udgave af sangen i en lidt lysere toneart!
Efter middagen
tager vi samlet ind til den Spanske Trappe, hvor vi skåler i den vin, Kjeld som
leder af gruppen fik på hotellet i Assisi.
Der er mange
mennesker i den varme nat, rosensælgerne har travlt og også nogen, der vil
sælge lysende ”snurretoppe”, der slynges højt op i luften og glimter i grønt og
blåt.
Midnat er tæt
på, og de fleste tager den sidste metro hjem En lille hård kerne, Anne Mette,
Anne, Ditte, Louise, Birgitte og Arne samt Ole og jeg vil via Trevifontænen for
på den måde at sige ordentligt ”på gensyn” til Rom. Det imponerende og smukke
springvand er oplyst nede fra vandet. Det er så flot, og vi gør, som man skal:
Med ryggen til smider vi alle en mønt over skulderen i vandet og siger
”Arrividerci Roma!”
Bagefter bliver
vi jaget væk af politiet, fordi fejemændene skal til! Vi ved ikke, om det kun
er skidtet, eller om det også er dagens høst af penge, de skal feje op, men det
gør heller ikke noget.
Vi kunne sikkert
finde en bus, men det er enormt hyggeligt at gå de 2-3 km. hjem i natten. Vi
går ad den store Via Nationale, og på Piazza Barberini vader vi ud midt over
den trafikerede vej til den store fontæne på midten og stikker fødderne i. Det
er dejligt at få dem kølet lidt, og det ender næsten med en badetur.
En dejlig aften
som en fin afslutning på en fantastisk tur.
Tak alle sammen!
Inger
Årh hvad! Det har bare været en
fantastisk dag. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af dagen. Det sixtinske
kapel var en af de største oplevelser i mit liv. Det var helt fantastisk. Saudo
Boticelli, der jo er min yndlingskunstner, havde jo også fresker der inde, og
det var helt vildt at få lov til at se noget mere kunst af ham. Billedet af
Adam og Gud, der næsten rører hinanden var også helt fantastisk.
Clara Marie