Midtjysk Pigekor I’talien 2008

Eller: Den sommer, vi sang nonnerne ud af clausuret!

Inger Budde Dusgård. Fotos: Flemming Lippert

 


We feel pretty (piger)

In Assisi

Når vi går i vor kristne klær’

Og vi skjuler – vore skuldre,

Vi må ik’ la’ vær

 

Vi er flotte, åh så hotte (drenge)

I små shorts og med skjorterne på

Når vi følger Theodor i hans Armani skørt

 

Vi har været rundt i Basilika’en

Og har så så meg’t hele dagen

                      Nu vil vi ha’ vin (piger)

                      Nu vil vi ha’ øl (drenge)

                      Nu vil vi ha’ vin (piger)

                      Nu vil vi ha’ øl (drenge)

 

De er smukke

Vi vil bukke

For det kor, som er klædt helt i sort

De kan synge

Også når de synger i en port

 

Og de letter

I et airplain

Til den dansende munks store fryd

Og de smiler –

Bliver torvets meget smukke pryd.

 

De har sunget nonnerne frem i lys

Gennem hele kirken gik gys

De kan synge dybt

De kan synge højt

De kan synge dybt

De kan synge højt

 

Og ham Ole,

Fri fra skole

Med sin guitar, som koster en plads

Han har negle

Som slet ikke tåler noget nas.

 

 

 

 

 

 

 

 

Han har Inger

Og det klinger

Når hun svinger sin hånd og sit smil

Hun har klasse

Og vi elsker alle hendes stil.

 

Hun kan styre både i mol og dur

Sætte piger ind efter tur

Hun kan være skrap

Hun kan være rap

Hun kan være blød

Hun kan være sød

 

Vi vil græde

Vi vil hulke

Vi vil snøfte, når I synger smukt

Og nu har vi

Alle pakkerne med kleenex brugt!

 

Vi vil takke

Vi vil klappe

Vi vil huje og råbe i kor

Tak for sangen

Og for jeres mange smukke ord.

 

Og nu kører vi så til Rom en tur

Nu skal paven have en kur

Han skal ha musik

Han skal ha mystik

Han skal ha lyrik

Han skal ha rytmik!

 

Denne uge

Kan vi bruge

Til at varme i vinterens sne

Vi ser frem til et nytår

Hvad vil der ske?

 

                      Birgitte, Mariette, Arne og Kjeld



Fredag den 25.07.2008

 

Så blev det fredag, og korprøvemarathonet er skudt i gang med knækbrød (Rågi) og kaffe og ost (som ikke er kogt). Vi sidder og snakker om Italien og koncertprogrammer. Og sommerfuglene begynder så småt at flyve rundt i maverne, og vi glæder os til at komme i gang med at lave musik. Det bliver nogle hårde, men gode dage.

Gitte

 

Mariehøj, søndag den 27.07.2008

Det er varmt. Lige så varmt som i Italien, tror jeg. Mona er syg og kommer ikke i dag. Måske har hun kyssesyge. Didde ringer og er forkølet – ”hvil dig og kom bagefter!”

Kold juice er klar, kold sodavand, koldt vand. Korprøve fra kl. 16 – koncert kl. 19.30.

Der er svalt i kirken.

Pigerne synger dejligt!!!

 

Nu har vi overstået den første koncert. Det gik fint nok og jeg er meget spændt på at høre optagelsen. Glæder mig specielt til at høre Benedictus. Der var virkelig varmt i kirken, men det var jo fantastisk at afprøve alle tingene på en menighed, man kender.

Clara Marie

 

Mandag

Dejlig koncert i Mariehøj i aftes. Og fantastisk stor opbakning med mange mennesker og stor applaus til trods for, at det endelig er blevet godt vejr i Danmark!

 

Tirsdag kørte vi til Haverslev i Nordjylland og lavede koncert. Det var varmt, og det var dejligt, og vi blev meget vel modtaget. Kirstine var ved at dø af grin over flg. Kommentar fra en mand, der rigtig ville rose koret:

”Hvor er det dejligt, at I er et kor, der både synger lavt og kraftigt!” – citat mand ved tirsdagskoncerten !!

 

 

Torsdag den 31. juli 2008

Bussen ventede ved lufthavnen i Rom ved middagstid, og så kørte vi ellers afsted mod Umbrien.

Assisi er noget helt specielt. Den er virkelig lyserød, som den ligger dér på bjergskråningen, når man kommer kørende gennem dalen. Ude til venstre i billedet ligger Basilica di San Francesco – og her nedenfor ligger alle solsikkemarkerne!

Byen er smuk. Simpelthen. Her virker så rent, og selvom her er varmt – faktisk drønhedt, så man ellers ville gå i coma inden døre, er man bare nødt til at komme ud i gaderne. Og det er op – eller ned – gennem de smalle stræder i Assisi. Aldrig lige ud. Og lige så snart, man kommer omkring et hjørne, væk fra den (ikke særlig) store vej, der går gennem Piazza Commune (torvet), er her helt stille. Og lyst. Mærkværdig lyst – murenes rene lyse farve gør, at der ikke er skummelt i de smalle gyder. Men her er masser af grønne planter og blomster i potter alle steder, hvor der overhovedet kan findes en lille plads til det.

Vi var alle meget tidligt oppe i morges for at nå til Billund til tiden – før kl. 5 – men efter et tiltrængt bad (der duftede vist ikke særlig friskt i bussen de sidste 100 km, men hva’ – vi kender jo og holder af hinanden), er de fleste ”gade op og gade ned”. Noget med is eller cola, tror jeg.

Theodor tog imod os på parkeringspladsen, da vi kom, guidede os på plads på hotellet og møder os igen kl. 18.30, en time før maden. Vi præsenter os for hinanden: Gruppen består af 30 personer, heraf 13 i koret + dirigent og guitarist, uundværlige Else og Flemming, der er Knud, Gittes lille dreng med sin far, Kasper. Kjeld og Arne (fædre) har lagt et kæmpe arbejde i at få alt det praktisk omkring turen til at falde på plads. Og så er resten ellers søde forældre,venner og en enkelt kæreste. Alle interesserede i at være tætte deltagere i vores meget specielle fællesskab og rejseform. Pigerne selv har arbejdet hårdt for at få turen op at stå – de har året igennem sunget så mange koncerter, at vi i søndags sang koncert nr. 60 (på 3½ år). Mange mennesker anerkender efterhånden, at Midtjysk Pigekor er et dygtigt kor, der er værd at lytte til, og vi får også ofte at vide, at vi er fine ambassadører for Midtjylland, for den danske kultur og for den lutherske kirke. Men ingen fonde eller virksomheder har ønsket at støtte vores arbejde økonomisk, og så må vi jo gøre det selv.

Det er nu ikke sure eller fornærmede miner, der præger disse piger – de er skønne at arbejde og være sammen med og betyder en hel masse dejligt i Oles og min tilværelse!

 

Jeg skal love for, at vi bliver mætte i hotellets restaurant, seks retter god, italiensk mad, som vi har glædet os til den – man skulle bare fra begyndelsen have vidst, at der kom så mange retter. Theodor spiser med, og snakken går glad.

Dagens bedste overraskelse venter dog stadig: Tag-terrassen!

Højt oppe, med udsigt over hele dagen, kan vi sidde alle sammen!  Det er ufattelig smukt.  Vi bor indenfor bymurene, lige ved siden af Santa Chiara kirken, og vi kan høre, at de unge mennesker fester på den store plads ved kirken. Men på vores terrasse er der halvmørkt og dejligt, og nu endelig lidt kølighed efter den meget varme dag. Nerierne blomstrer overalt i Assisi, også her, og der er duftende basilikum i potterne.

 

 

Fredag den 1. august

Jeg sidder på muren i solen foran Basilika di San Francesco. Klokken er 9, og der er endnu ikke ret mange mennesker her. Hyggelig snak mellem to italienske mænd lidt væk – den der typiske lyd, man forbinder med Italien. Et par Fransiskanerbrødre står og snakker i gården foran Basilikaen. Basilikaen - jeg kan ikke beskrive det – men bagved strækker dalen sig med grønne træer og huse langt væk og forsvinder i varmedisen.

Nu kommer det første store selskab til kirken, larmende og grinende – altså – de er glade og glæder sig til en rundvisning.

Her er ufattelig smukt. Stenenes hvide og lyserøde farver – i 1000 forskellige mønstre og faconer, på kirkens mure, på den skrå vej nedad, på veje og stier – overalt. Jeg kunne sidde her hele dagen. Man kan ikke forklare – nej, jeg kan ikke – hvor smukt, det egentlig er, men jeg er taknemmelig over at opleve det og vil huske det. Tage det med videre.

 

Nu kommer Theodor ud af porten der nede for at vente på os.

 

Og så er der to timers fascinerende rundvisning i kirkerne. Theodor giver sig selv, når han fortæller, og alle lytter intenst. De smukke kalkmalerier og Theodors fortælling om dem er betagende. Altid med et glimt i øjet.

Ved gennemgangen af ordensløfterne kommer det (fra Paulus): Kvinden skal være manden lydig, manden skal være kvinden lydig, ungerne skal være børnene lydige...nå hov, det ender lidt i grin... Alvor og grin, som det hører sammen, når det skal være ordentligt.

Det er tydeligt at mærke lydhørheden i hele forsamlingen, da Theodor taler om, at det er vigtigt at hvile i sin tro for at kunne være åben og respektfuld overfor andres, og bagefter husker pigerne alle, at han sagde: ”Når man først er begyndt at forsvare sig, har man mistet fodfæstet.”

I krypten, hvor Frans ligger begravet, stiller vi os op og synger ”Bliv hos os, når dagen hælder”. Det hænger vist godt sammen for alle, og nogen blinker en tåre væk.

 

Tiden i basilikaen går hurtigt, at bagefter spredes forsamlingen. Nogen vil spise pizza og gå på opdagelse, andre går på tagterrassen med brød, oliven m.m. – men jeg tror, alle tager et bad. Her er 37 grader varmt.

 

 

 

 

Fredag aften

Endnu en strålende og varm dag – 37-38 grader. I eftermiddags kørte vi med den lokale bybus ned ad bjerget til den lille by, Porziumcola, til kirken Santa Maria degli Angeli – Frans af Assisi’s dødsted. Vi ventede længe på bussen, for der var mange, en anden stor gruppe, der sang og råbte høje, glade ”kampråb” på italiensk. De var hurtigere end vi til at mase sig ind i bussen, og så måtte vi tage den næste en halv time senere.

I Santa Maria degli Angeli var der på typisk italiensk vis mange ting i gang på én gang. I den nederste halvdel af kirken snakkede folk og gik omkring. Der var skrifte i mange bokse med røde lys udenpå som tegn på, at der var optaget. En præst sad ved et bord midt i det hele og snakkede vist med en af vennerne. Midt i kirken gik turister og pilgrimme i kø mod ”kirken i kirken” – et lille kapel, hvor Frans døde. Og inde i den lille kirke var der rækker, der defilerede forbi, mens andre sad på bænke og bad. Og bag alt dette, ved Højalteret, var der en helt almindelig messe i gang!

Ved siden af kirken – sammenbygget med den – er der en gang med en statue af Frans, der står med en kurv, hvori duerne ruger deres æg ud. Som Theodor siger: Det er jo naturligt at bygge rede der, hvor der fodres! Og så den berømte rosenhave med roser uden torne, fordi Frans engang smed sig i dem – roserne skyndte sig at smide tornene, for at Frans ikke skulle stikke sig!

 

Ude i solen igen kaster pigerne sig over den nærmeste isbod. De har fået mottoet: ”Tre gange is om dagen”. Og vi drikker vand – vand – vand.

Bus tilbage og dagens 3. Brusebad. Det er hyggeligt, at Claras forældre, Kirsten og Elof Westergård (præst ved Mariehøj kirke) sammen med Anna og Elias har sluttet sig til os efter at have været på ferie i Italien.

Så til Santa Chiara for at høre nonnernes aftensang. Santa Chiara er Frans’ kvindelige modstykke, hvor nonnerne lever i klausur, dvs. ”lukket rum” uden kontakt til omverdenen og bruger deres liv til forbøn for os andre. De er berømte for deres sang, som under messen foregår på den måde, at når messen begynder præcis kl. 18.45, går en skydedør automatisk til side i den ene side ved alteret. Nonnerne kan altså se alteret og præsten, men kan ikke selv ses. Det er så en (mandlig) præst og en fransiskanerbroder, der forretter messen – eller rettere aftensangen, for der er ingen nadver – men indrømmet, vi synes, der er en forskrækkelig masse røgelse.

Efter messen kommer fransiskanerbroderen ned for at tale med os – byder os på sjældent fint engelsk velkommen og forklarer lidt om clarissanonnerne og om den specielle fest, der er her netop nu, hvor man kan få aflad for sine synder i et helt år, fordi Frans syntes, det var synd for folk. Som tak for broderens venlighed mod os, synger pigerne en dansk salme – og fluks bliver vi inviteret til at deltage i messen nårsomhelst og sammen med dem! Jeg svarer, at det er en ære, og at jeg vil tale med pigerne om det – vi har allerede fået en ekstra kirkekoncert på i morgen, og jeg vil ikke køre dem trætte.

Det er faktisk lidt underligt og usædvanligt, at vi ikke er kommet i gang med rejsens koncerter endnu, her efter 1½ døgn. Det hele er så intensivt. Alle er så tændte og glade. Jeg håber, det varer ved, og at ingen kører træt.

Aftensmad igen – 6 retter god mad med pasta, salat og en meget sød kage til dessert. 

 

At stå op om morgenen til en storslået udsigt over dalen, at nyde selv samme udsigt på terrassen inden dagens start: DET ER LIVET! At høre pigerne synge i basilikaen. Det er STÆRKT at være sammen med en flok positive og glade mennesker. Det er Livsbekræftende! Tak for det!

Bente Busk

 

Postkort fra korets skrækkelige maskot, Burger, til Janni, der desværre ikke kunne komme med på turen, fordi hun skal tage et intensivt kursus i kemi for at få lov til at begynde på sit studium:

Så er jeg ankommet til Assisi. Flyveturen var dybt traumatiserende, alle de andre sad inde i kabinen og hyggede sig, mens jeg lå, mørkt og indelukket i lastrummet. Den første dag i Assisi brugte jeg på værelset, hvor jeg slog mave. Det er allerede hårdt at være maskot for et helt kor, og i dag har jeg været rundt forskellige steder for at promovere dem. Mens jeg hvilede på værelset, var pigerne i Santa Chiara til aftensang, hvor de blev headhuntet til at synge messerne fremover. I morgen skal jeg med til et sted med oliventræer og noget vin. Men jeg glæder mig allermest til at høre pigerne synge (siger jeg ihvertfald til dem...men det er en god vin). Jeg gad godt, at du var her, for du er også god til at slå mave. Uh, jeg glæder mig rigtig meget til at høre koncerten i morgen i Basilikaen. Den har pigerne fortalt meget om. Og så synes jeg, at Broder Theodor er enormt sej!

Kærlig hilsen

Burger

 

 

 

Lørdag

I dag har vi været på en fantastisk udflugt til den pittoreske lille bjergby, Montefalco. Byen bliver kaldt ”a piece of heaven” – og det forstår man, når man ser den.

 Turen der hen tog 45 med bussen, og undervejs fortalte den svenske, men italiensk gifte – og herlige! - guide, Eva Jønnson, om alt hvad vi så.

Montefalco – falkens bjerg – er så højt og beliggende på en måde, at man derfra kan se alle Umbriens byer hele vejen rundt, Perugia, Assisi, Terni osv.

Dagen i dag var rigtig udflugt og skulle handle om olivenolie og god vin. Vi havde dog lovet at tage noder med til en enkelt kirkelig optræden. Efter at vi havde fået placeret Oles guitar og forstærker hos familien Brinzi, som er ejere af det olivenpresseri, som vi skulle se, gav Eva os en rundvisning i den lille by. Alt var stille, meget varmt – og velpasset! Her er så rent her nede! Eva kunne fortælle om det hele – vi så bl.a. en meget avanceret julekrybbe i en kirke. En hel by med håndværkere, børn og hunde var det, for som Eva sagde: Når de laver deres elskede julekrybber her, skal hele livet med og afspejles i det.

Vi så eksotiske planter, f.eks. granatæbler og kæmpe kapers, der groede højt oppe på den lodrette bymur – af ingenting? Så smukt, så smukt!

Og så dagens clou: kl. 12 – efter at have hørt Santa Clara søstrene (ikke santa Chiara som i Assisi) synge deres middagsbøn, blev vi bedt om at synge for dem. De lever i streng klausur og må hverken tale med eller se andre mennesker, så det var meningen, at der skulle sættes en mikrofon op i kirken, så de i rummet ved siden af kunne høre os synge. Men pludselig blev den øverste del af døren ind til dem åbnet, og jeg kunne faktisk skimte abbedissen (”Madre”) fra min dirigentposition. Det var jeg så meget opmærksom på ikke at gøre...

Vi sang ”Herren er min hyrde”, ”Han har grundlagt en stad på de hellige bjerge”, Michael Bojesen ”Gloria” m.fl., og skete der noget helt uventet: Der blev klappet til den helt store guldmedalje bag døren! Og mens vi måbede endnu mere, blev vi kaldt hen til den åbne luge – endda Ole! -, fordi nonnerne ville hilse på os! Disse kvinder, der normalt ingen kontakt har til omverdenen – jeg skal love for, at det blev brudt i dag! De små gamle koner med rynkede ansigter og uden en tand i munden grinede, klappede og vinkede i stor begejstring!

Den oplevelse af høre og møde Midtjysk Pigekor vil der blive talt om på klosteret i meget lang tid fremover! Og omvendt!

 

 

Montefalco har ry for at have noget af verdens bedste olivenolie. Nu blev vi vist rundt på olivenpresseriet, hvor konen med stor entusiasme og stolthed fortalte om virksomheden, som familien ”kun” havde haft i 100 år. Familien har også en restaurant, hvor der bagefter var dækket fint op til os. Den ene lokale ret efter den anden –efter den tredje – efter ... blev båret frem for os, sammen med store mængder af deres egen, fine olie og deres egen, fine, Montefalco hvidvin – to forskellige slags.

Der skulle naturligvis kvitteres med en plakat og en sang. Et stort publikum samledes hurtigt i smøgen udenfor, mens pigerne og Ole opførte ”Dukke Lone” på meget fuld mave.

 

 

 

Kl. 15 kørte vi hjem – BAD og korprøve i et lille rum ved siden af hotellets spisesal. Det er utroligt så hurtigt, en flok velduftende, nyvaskede piger kan komme til at - - u-dufte. Men her er også 37 grader hele dagen – hver dag. Man sveder steder, man ikke anede, det kunne lade sig gøre at svede!

Prøven var nok også lidt derefter, det var for varmt og alle trængte til hvile. Men vi havde fået lov til at prøve rummet i overkirken i Basilikaen, hvor vi mandag aften skal synge koncert.

Og dét var overvældende!!! Grande noise! Jeg tænker: Det her bliver meget flot, hvis vi dæmper ned og formår at forbinde det præcise med det musikalske. Og - - det er jeg overbevist om, at vi kan! Jeg glæder mig helt vildt til det!

 

I aften er pigerne så sendt tidligt i seng efter 6-retters menuen på hotellet. Mange af ”de voksne” går til koncert – Assisi er et kulturcentrum, og der er i aften afslutningskoncert for en masterclass for unge i en forhenværende kirke midt i byen. Og som de dog er dygtige, de unge musikere – og som de dog kan flytte gulerødderne på tangenterne eller guitarstrengene eller synge flot og inderligt og ikke mindst kraftigt. De er virkelig dygtige, men det larmer og jeg trænger absolut til ro i sindet – der skal ligesom ske noget andet i morgen tidlig, nemlig Højmessen i Basilika di San Francesco, som vi har set frem til i meget lang tid.

 

”Gi’ mig en gletscher!”

Gitte

 

”Silencio Basilica, silencio...shhh!!!”

Citat – mand

 

Søndag den 2. August – Højmesse i Basilika di San Francesco

At synge Højmessen i Basilika di San Francesco vil være en af de ting, jeg aldrig glemmer. Det betød noget for os, det her!

Pigerne kunne ikke se det, men der var omkring 1000 mennesker i kirken. Vi stod placeret bag højalteret, under de store vægmalerier af Frans ’ himmelkroning og af de tre hellige Franciskanske løfter (fattigdom, kyskhed og lydighed). I samme øjeblik, den lille sprøde klokke lød, satte Ole i med forspillet til davidspsalmen ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.” Vores program var passet nøje ind i de enkelte led i messen, og Michael Bojesens moderne toner i ”Gloria” klang skønt i rummet, ligesom modstykket – musikalsk set – Palestrinas ”Benedictus” (”velsignet være han, der kommer i Herrens navn”), naturligvis placeret i nadverdelen af messen. Og med guitar under uddelingen Brorsons ”Guds igenfødte, nylevende sjæle” – med det internationale, glade ”Halleluja” i slutningen af hvert vers. Som afslutning på messen sang koret en amerikansk popsalme – ”Let there be peace on earth”, og Theodor så en kinesisk nonne synge med!

Der blev udgydt mange tårer i kirken – nogen mener endda, at ”alle tød”!

 

 

 

 

 

 

Søndag aften har Theodor glædet sig meget til at vi skal hygge os på torvet i Assisi, Piazza Commune. Vi skal nemlig synge sammen: ”Leaving on a jetplane” i en meget speciel version – noget med ”Craaash” og store armbevægelser...! Jeg har på forhånd ikke været så forfærdelig optaget af det, fordi nogen af os har gjort det engang før, og jeg syntes ikke, det var godt. Og det der med at synge udenfor – og så oven i købet et pigekor med kun 13 fine stemmer – det behøves ikke at lyde af ret meget i fri luft. Ole er heller ikke begejstret – hvordan med strøm og forstærker? Og uden er det helt umuligt.

Aftenen er varm og smuk, som hver eneste aften i Italien i august. Vi har sammensat et program med et par danske a cappella sange, og så noget mere larm med ”lejrbålsguitar”, der skulle glide over i mere fællessang med internationalt kendte sange, f.eks. Beatles.

 

 

Strøm er det umuligt at få fat på. Men så finder vi en buegang, der oven i købet er fuldt oplyst! Mens mændene i gruppen stadig forsøger det med ledninger, stiller pigerne og jeg os op og synger ”Den danske sang er en ung, blond pige”. Og så lyder det – hammergodt! Og fra at pladsen er halvtom, da vi kommer, er der i løbet af de 3 vers, vi synger, fyldt med et entusiastisk publikum! En ældre, italiensk mand klapper helt vildt, og vi fortsætter med hele programmet uden strøm. Mange spørger Theodor og ”vores voksne” om os, og jeg tror, publikummet til koncerten i Basilika di San Francesco på mandag vokser kraftigt.

Da vi via ”I’m so pretty” og ”Dukke Lone” når frem til ”Leaving on a jetplane”, stiller Theodor sig klar foran koret – i munkedragt - og giver den hele armen med skuespil. Alle på pladsen vrider sig af latter, og jubelen vil ingen ende tage.

Mange vil gerne købe CD med os, men det må være ”Carpe Diem” – vi skal opleves i nuet.

 

 

 

Pigerne skriver:

Perfekt dag, siger jeg jer bare. Vi stod tidligt op og sang på ægte italiensk måde nede på gade op mod vinduet, hvor dagens fødselsdagsbarn, Kjeld, dukkede frem i det lille tagvindue. Derefter sang vi gudstjeneste for rigtig mange mennesker. Mange = 1000. Sangen fik alle til at tude, selv mændene. Det var meget overvældende. Bagefter spiste vi mad det smukkeste sted i Assisi og så brugte vi ellers eftermiddagen i en pool lidt udenfor Assisi. Lyder det ikke bare perfekt? JO – og det var det også.

Eline

 

Bjergvandring og koncert

Mandag morgen åbenbarer sig med endnu en strålende smuk og varm dag. Vi skal fra morgenstunden på Monte Subasio sammen med Theodor – bjerget, hvor Frans og hans brødre i en periode boede i klippehuler.

Turen er dejlig – 3-4 km.,  og kun en enkelt pige har ikke fået kroppens væskedepoter i orden og har svært ved at klare det. Men alle er søde og hjælpsomme, og det går. Lidt længere oppe kommer den skyggefulde skov, hvor der er køligt. Udsigten overalt omkring Assisi er helt betagende. Det er varmt, men man bliver blød i sjælen af alt det smukke, uanset hvorhen man ser. Den vidtstrakte, frodige dal med Cypresser, olivenlunde, vin- og solsikkemarker. Med småbyer overalt, der samler sig omkring nogle kirker og en gammel bymur. Og så fra morgen til aften: Bagende sol.

På bjerget går vi gennem klippehulerne, hvor brødrene boede – også her gælder det velkendte ord ”Silencio!” (stille!). Videre op gennem skoven. Det er underligt at gå i en skyggefuld skov oven på al den sol. Helt dansk. Vi kommer til en lille lysning med et alter og nogle bænke. Her læser Theodor en historie for os om ”Munken med grøden og smørklatten” og lærer os en enkel sang, som vi synger sammen. Efter et fælles Fadervor fortæller Theodor om sin personlige vej ind i Fransiskanerordenen.

 

 

På vej ned ad bjerget spredes gruppen. Der er frieftermiddag før korprøve og koncert i Basilikaen i aften. Der skal spises frokost, bades, hviles, nogen skal garanteret shoppe – og så skal der bades igen. Hotellet har lovet at servere aftensmad ekstremt tidligt, dvs. kl. 18.30 pga. koncerten, der er på det almindelige italienske tidspunkt, kl. 21.

Nogle steder på vej ned er der mange løse sten, og man glider let i sandaler. Jeg er uheldig og falder. Jeg vrider mit knæ, men umiddelbart føles det ikke som noget særligt, og vi fortsætter hjem til tagterrassen, hvor vi har fundet ud af, at der er en kold vandslange! Tænk at sidde her, under en parasol, med brød, skinke, ost, pesto og oliven – og så udsigt over hele dalen!

Jeg er nødt til at checke min mail – har Vatikanet svaret på en af mine mange mails i forsøg på at opnå kontakt omkring de sidste aftaler? Jeg er lidt urolig – vi ved, at de regner med, at vi kommer og synger eftermiddagsmessen i Peterskirken i morgen, men hvor skal vi komme hen og hvornår? Vil der være nogen til at hjælpe os gennem messen? Vel kender jeg messens forløb, men jeg kan ikke ret meget mere italiensk end de faste tekster samt noget af det, man kan læse på et spisekort.

Jeg går i byen for at finde et sted med Internet (og købe et par sandaler ligesom resten af de kvindelige medlemmer af vores forsamling). Og så skal jeg eller love for, at der sker noget i mit knæ, mens jeg går bakke op og bakke ned i Assisi. Det hæver voldsomt, og det gør ondt. Min bekymring gør det nok heller ikke mindre – vi har en koncert om ganske få timer, og jeg kan ikke støtte på benet!

Men vores forældregruppe er kompetent. Birgitte, der er sygeplejerske, sørger for isposer og smertestillende, og Thomas hælder homøopatisk medicin i mig. Ole er bekymret men sørger for, at jeg får aftensmad på sengen.

Den aftalte korprøve inden koncerten aflyses, men vi ved at vi kan vores ting, og en time før koncerten køres jeg i taxa til kirken og bæres! Ind!

 

Dette rum med alle de berømte fresker om Frans liv er fantastisk, så glem alt om varme og forslåede knæ’er, for nu er vi her, og det er en ære, som ikke tildeles særligt mange! Pigerne og jeg varmer stemmer op i den mørke kirke, og klangen er – smuk! 5 sekunders efterklang, men vidunderlig at arbejde med – ikke noget med at lyden kører rundt og mudrer og at man ikke kan høre hinanden.

Tænk, at vi får lov til det her.

Der er rigtig mange tilhørere i kirken, så mange at Theodor undrer sig over det, men vores optræden på torvet har måske givet bonus, og koncerten bliver for os en stor, stor oplevelse.

 

 

 

           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det lige om lidt! Vi skal synge koncert i overkirken om 2½ time og jeg glæder mig virkelig meget.

Anne Mette

 

Theodor er min bedste ven! – Didde efter koncerten

 

   

 

 

23.45: Sidder på hotellets tagterrasse og fordøjer dagens oplevelser. En spændende tur på bjerget med Theodor som guide – tankevækkende og bevægende med fortællinger og Theodors egens egen livshistorie – blev rundet helstøbt af med koncert i overkirken i Basilika di San Francesco. Det var en meget stor oplevelse at være en del af koret, og vi vil huske denne aften længe!

Tilbage på tagterrassen havde vores højt værdsatte forældrepar til Eline og Sofie forberedt et fantastisk show for os – med to ”nonner”, der opsummerede de seneste 5 dage. Tusind tak!

Med rødvin og diverse snacks hygges der nu blandt korpiger og roadies – dejligt!

Og så snuser vi til kviste af friske laurbærblade, som vi har fået fra Evas Jønnsons egen have. Hun har foræret alle rejsedeltagere en stor kvist, vi kan tage med hjem som souvenir (så må vi se, om vi kan finde ud af at fryse dem..). Vi vil hvile på dem en rum tid!

Sov godt!

Ida

 

 

 

 

 

 

Rom

At skulle synge til messe i Peterskirken i Rom er jo ikke enhver beskåret. Vi har fået lov til det via vores egen biskop, Keld Holms og den katolske biskop i Danmark, Creslaw Kozons, venlige mellemkomst. Det har på forhånd også tydeligvis været noget, der har imponeret folk, når vi har fortalt det.

Det sværeste har været at komme i direkte kontakt med Vatikanet – det har faktisk været umuligt. Jeg havde fået en mailadresse, som var den rigtige. Men mails blev ikke besvaret. Så havde jeg fundet telefonnummeret, men det er meget svært at tale fingersprog i en telefon! Italieneren i den anden ende og jeg var dog meget glade, da vi fandt ud af fællessproget – ”Kyrie, Gloria, Sanctus”  - navnene på de forskellige led i messen.

Og det er da helt specielt at skulle synge i den absolut største kirke med betydning for millioner af mennesker over hele verden. Samt for mig ikke mindst musik af Palestrina det sted, det er skrevet.

Messen finder ikke engang sted i et af de mange sidekapeller, men ved det store alter bag kæmpe-baldakinen, hvor under apostlen Peter ligger begravet.

Vi ankommer til Peterskirken i meget god tid, for jeg har stadig ikke fået direkte kontakt og er urolig for det, der skal ske. Hvad nu, hvis Svejtsergardisterne slet ikke vil lukke os ind?

Efter megen vaden med hele koret, forældre osv. frem og tilbage over den kæmpe plads for at finde ud af, hvad vi skal gøre og være blevet sendt fra den ene ende til den anden et par gange, vælger vi at klæde om til kortøj i søjlegangen udenfor på pladsen og så gå ind via den almindelige kø. Jeg må så forsøge at finde nogen inde i kirken, der ved, hvad vi skal. Pigerne tager så på sightseeing i kirken – i krypten og ikke mindst i kuplen med udsigt langt ud over Rom.

Først en halv time før messen får jeg kontakt. Men så kommer der til gengæld en venlig musikdirektør, der byder os velkommen og får skrevet på en seddel, hvem vi er, fordi det bliver sagt af præsten under messen. Direktøren kigger mine noder igennem – vi har aftale om at skulle synge 3-4 ting, men da han ser, vi også har Palestrina med, nikker han smilende. Hele tiden sidder organisten og spiller med fingrene på orglet uden lyd – han skal vist spille et meget svært stykke til messen. Han er i franciskanerdragt – men én af de mindst smilende af slagsen, jeg har mødt.

Messen går i gang et kvarter før, den går i gang... Direktøren viser pigerne en node i luften og peger, at den skal de synge som vekselting med nogle læsninger. Og de er seje, de tøser. Og så er de meget dygtige til at koncentrere sig! Lyden bliver forstærket ud over hele Peterskirken, og én ting er at synge noget, man aldrig har set før, men noget helt andet er at gøre det – uden at kunne se noget overhovedet!

Men de gør det, så direktøren ser meget tilfreds ud. De læser og højt og tydeligt med på trosbekendelsen på latin, selvom nogen af dem aldrig har set den før. Og som messen skrider frem, bliver vi sat til at synge mere og mere – ”one more!” - og organisten spiller vist tilsvarende mindre og ser temmelig utilfreds ud! Men vi er glade, og jeg er glad for, at jeg bad pigerne putte flere noder i tasken end oprindelig aftalt!

Som dansk pigekor at slutte en messe i Peterskirken med ”Sommersalmen” (som faktisk er svensk) – det er vist specielt for os alle!

Direktøren roser koret og siger farvel.  Det er dejligt.

Jeg vender mig om for at få kontakt med Ole i kirken – se hans øjne for at få en vurdering. Og straks er der er betjent, der siger til mig, at der ikke må fotograferes. Det gør jeg heller ikke!

 

 

Pigerne skriver:

Tirsdag morgen stod vi tidligt op og mødtes om morgenen kl. 7.00. Theodor kom ned og fulgte os til vores bus mod Rom og sammen med Claras familie vinkede han farvel til os. Vi glæder os alle til næste besøg i Assisi!

Busturen bestod vist mest af at sove og læse og nogle enkelte fællesbeskeder.

Kl. 11.30 ankom vi til Rom, hvor vi fandt det rigtige hotel, lige bagved Termini – Roms hovedbanegård. Det var jo heldigt!

Vi fulgtes til Peterskirken, efter at vi havde læsset vores ting af.  Der var en smule forvirring om, hvor vi skulle ind henne – vi er jo VIP! – men vi måtte alle stå i den almindelig kø på trods af Ingers ihærdige forsøg på at få os ind ad en bagvej (køen var overrande hurtigt overstået).

Inde i Peterskirken skulle vi få to timer til at gå, så vi legede lidt turister. Nogle var oppe i kuplen, nogle i krypten.

Da vi skulle synge, blev vi installeret på nogle bænke ved et orgel , og nogle flinke mænd hjalp os igennem messen. Messen forløb fint – selvom vi skulle læse højt, i kor, på italiensk! Da vi sang ”sommersalme” til sidst, kunne man mærke, at det var specielt for os alle i koret. Det var en stor oplevelse!

Bagefter tog vi tilbage til hotellet og spiste på en restaurant overfor (altså nogen af os).

Nå ja, Kjeld bliver nødt til at oversætte hjemmesiden til engelsk nu. Vi er jo så internationale.

Didde

 

Onsdag

I dag har vi haft fri – været turister på egen hånd i Rom. Mange har været i det sixtinske kapel, Maria Maggiore kirken, Colesseum og hvad man ellers kunne nå, når man kun har en enkelt dag i Rom. Anne Mette har købt sko, som hun plejer...

Ole og jeg har kigget på ben! De kan virkelig noget i Rom med det dér: Peter og Paulus’ hovedskaller, Mattæus knogler og splinter fra Kristi kors, så der er nok til en hel skov. Trappen til Pilatus borg i Jerusalem, der naturligvis er hentet hertil og som man kun må kravle op ad – bedende en bøn for hvert trin. Joh, de kan noget, de romere.

Alle har oplevet en masse. Otte af pigerne har endda sunget ”Sommersalme”  i Colesseum – de ville synge for sig selv og optage det på et camera, som de satte på gulvet foran sig, men der var straks kommet et stort, applauderende publikum, så de også var nødt til at synge ”bliv hos os”, fortæller de med store grin.

Om aftenen mødes vi og spiser sammen på restauranten overfor hotellet, og fortællingerne bobler løs. Vores ”ledergruppe”, Kjeld og Arne, synger sammen med deres nonner og Ole på guitar atter den fine evaluering, de har lavet på ”I feel pretty”. Nonnernes dragt bliver til lejligheden hurtigt fremstillet af ternede servietter. Bagefter synger pigerne deres udgave af sangen i en lidt lysere toneart!

Efter middagen tager vi samlet ind til den Spanske Trappe, hvor vi skåler i den vin, Kjeld som leder af gruppen fik på hotellet i Assisi.

Der er mange mennesker i den varme nat, rosensælgerne har travlt og også nogen, der vil sælge lysende ”snurretoppe”, der slynges højt op i luften og glimter i grønt og blåt.

Midnat er tæt på, og de fleste tager den sidste metro hjem En lille hård kerne, Anne Mette, Anne, Ditte, Louise, Birgitte og Arne samt Ole og jeg vil via Trevifontænen for på den måde at sige ordentligt ”på gensyn” til Rom. Det imponerende og smukke springvand er oplyst nede fra vandet. Det er så flot, og vi gør, som man skal: Med ryggen til smider vi alle en mønt over skulderen i vandet og siger ”Arrividerci Roma!”

Bagefter bliver vi jaget væk af politiet, fordi fejemændene skal til! Vi ved ikke, om det kun er skidtet, eller om det også er dagens høst af penge, de skal feje op, men det gør heller ikke noget.

Vi kunne sikkert finde en bus, men det er enormt hyggeligt at gå de 2-3 km. hjem i natten. Vi går ad den store Via Nationale, og på Piazza Barberini vader vi ud midt over den trafikerede vej til den store fontæne på midten og stikker fødderne i. Det er dejligt at få dem kølet lidt, og det ender næsten med en badetur.

En dejlig aften som en fin afslutning på en fantastisk tur.

Tak alle sammen!

Inger

 

 

Årh hvad! Det har bare været en fantastisk dag. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af dagen. Det sixtinske kapel var en af de største oplevelser i mit liv. Det var helt fantastisk. Saudo Boticelli, der jo er min yndlingskunstner, havde jo også fresker der inde, og det var helt vildt at få lov til at se noget mere kunst af ham. Billedet af Adam og Gud, der næsten rører hinanden var også helt fantastisk.

Clara Marie