---

Her følger den første af en række artikler om Thomas Laub...

---

Hver søndag synger vi ham i kirkerne – det er i dag blevet lidt af en selvfølge, at der står ” Th. Laub” over et par af salmerne. Og meget er sagt og skrevet om Laubs store og banebrydende arbejde i kirkesangens tjeneste.

Men hvem er han egentlig selv? Som den trofaste morbroder, vennen, ja også digteren – er han nok mindre kendt. Ligesom hans oplevelser i Italien.
Laub skal engang have sagt til vennen Carl Nielsen, at var det ikke blevet musikken, ville han gerne have været digter. Og han holdt da også meget af at sende kærlige, ofte humoristiske lejlighedsdigte til dem, han kendte – det kunne være en sød gammel moster, en kollega, eller måske en ensom sjæl i nabolaget.

Og Laubs sidste skrevne ord blev da også et lille digt  -  om det tidlige forår  -  skrevet dagen før han døde:

Ih se dog – forår i februar!
Er tiden da rent af lave?
Eranthis, gække og blå anemoner
Myldrer jo frem i min have.

Og tys, hvad hører jeg – solsortefløjt
Fra naboens mønning det lyder
Ganske som når i april og maj
Ved sollys fuglen sig fryder

Er vintren endt? Eller kommer den atter
For fugle og blomster at tvinge?
Hvad end der sker, for vår i vinter
Skal tak i mit hjerte dog klinge.


I dag taler vi om klimaændringer og dommedag, når naturen opfører sig usædvanligt. Laub TAKKER for ” vår i vinter”.Kristendommen ligger som en undertone i det han siger – også når han er festlig og humoristisk.
Her er nogle vers til hans moster på hendes 80-årsdag:


Du rare gamle moster
Som stråler end ved firs i ungdoms vår
Lær os, som knap fik talt så mange år
Hvor evig ungdom købes, - og hvad den koster.

Livet gav dig den vished
Kun den bevares ung, som hjerte har
For andres kår, den, som taknemlig tager
Selv mod Guds mindste gave i tilfredshed.

I lys fra aftensolen
Nyd da den ungdom, du på den vis vandt
Og, glad ved det, som kommer, det, som svandt
Hvil blødt og roligt her i lænestolen.


Eller – ganske kort – til søsterdatteren Margrete – det er fra 1920, da hans helbred ikke var så godt mere – og Margrete havde fødselsdag:


Hvor kommer den dumme sygdom mig på tværs
Som hindrer mig skøn Gretelil at hylde
Nu må hun nøjes med et sølle vers
Og selv med ømme følelser det fylde.


Margrete Laub Hansen, Margrete Schou  -- eller mellem venner kaldet Laubine --- betød meget for Laub, som havde hele 4 søstre, så der var nogen at skrive hjem til, når han var på rejser. På det kongelige Bibliotek findes der en skat af hans mange breve til familie og venner, ligeledes på Musikhistorisk Museum, de er skrevet i et levende, næsten nutidigt sprog, så det at læse Laubs breve, føles ligesom man var i stue med ham.
Laubine er det tætteste jeg personligt har været på Laub. Hun blev sekretær på Musikvidenskabeligt Institut i København, hvor hun var som en mor for de studerende. Jeg husker hende, som hun sad for bordenden i frokoststuen og deltog ivrigt i snakken der – hun var altid hjælpsom og rar, når nogen kom til hende. Der var ligesom solskin omkring hende, når hun ved en fest førte an i lancieren. Dengang har hun været omkring de 60.
Hun fortæller om, hvordan morbror Thomas juleaften, når familien var samlet, - selvfølgelig – spillede til julesalmerne,  - ” men lidt hurtigere end  Mor plejede”  og hvordan han gerne kom på små visitter og, siger hun, ” selvom han ikke forstod sig på børn , syntes vi alligevel, at han var rar og morsom, når han snakkede med Mor”
Senere sang Laubine Heises romancer med morbror ved klaveret og det var kære minder for hende.
Hun var – sammen med Mogens Wøldike – elev af Laub. D.v.s. de sad på hver sin side af ham ved klaveret, mens de gennemgik den store musik. Laubs undervisning var meget personlig, og han var her ikke så meget til det videnskabelige og alt for teoretiske. Musik skulle spilles og høres. Her er han også ganske moderne!

Et hædersdigt til hr. magister Wøldike
Burde jo stråle som en  pragtfuld nellike
-    mit ligner, ak, en jævn og fattig røllike.

Skrev han engang til Wøldikes fødselsdag.
Mogens Wøldike blev en kær, personlig ven af Laub, som i brevene også kalder ham ” ven og søn”.
I 1921 blev han Laubs kantor i Holmens Kirke, og i  1922 foretog de en rejse til Beuron for at høre gregoriansk sang, og der benyttede Laub anledningen til at snakke teologi med brødrene i klosteret. Også her var han ganske kyndig. Men – måske lidt for meget forud for sin tid, da han gav udtryk for økumeniske tanker og sluttede en diskussion med forsikringen om, at de nok skulle mødes i Himlen!
Laub var åben og interesseret i mødet med den katolske kirke. Han er ikke ukritisk, men da han på sine Italiensrejser oplever både den gregorianske sang og Palestrinas kormusik i kirkerne, bruger han store ord.
Laub taler helt tydeligt fra hjertet, når han i sin bog Musik og Kirke dvæler så stærkt ved  ”jubeltonerne” i den gregorianske sang og citerer Augustin:” og for hvem bør der således jubles uden for den Gud, hvis væsen ikke kan udsiges.” Han siger også:” Palestrinas musik kan give os inspiration og kraft til at nærme os det himmelske” …og videre et andet sted: katolikkerne forstår sig på mange måder bedre på gudstjenestens væsen end vi”. Disse udtalelser læses selvfølgelig bedst i deres sammenhæng, men giver dog et indtryk af Laubs åbenhed  i mødet med Romerkirken.
I det hele taget trives han godt i Italien. Hans lidt reserverede natur gennemvarmes her, og han konstaterer, at italienere og danskere har til fælles ” en vis åben jævnhed” og at ”vi plejer at kunne lide hinanden”.
Både arkitektur og malerkunst får han tid til at nyde ind imellem de musikalske studier. Laub var to gange i Italien. Første gang, i 1882 traf han i Rom  Thomas Skat Rørdam, som kirkemusikalsk var helt på bølgelængde med ham. Allerede i Rom begyndte de at tale om et samarbejde i Helligåndskirken, hvor Rørdam var præst, og i 1884 blev det til virkelighed. Laub fik embedet i Helligåndskirken og begyndte snart efter for alvor at komponere salmemelodier. Hans første blev nu vil vi sjunge og være glad., som blev til i 1885.


(c) Ingrid Bach Petersen

---