Laub fortæller meget morsomt om sit arbejde med at afskrive de gamle italieneres musik på konservatoriets bibliotek. Det meste af tiden sad han med fingrene i ørerne, for et sted var der en basun, der øvede sig, et andet sted sad der ”en lille unge” som spillede en Clementisonate – og hele tiden glemte kryds for C – endelig var der en orkesterprøve på på Mendelssohns 2. symfoni!!

Ikke nok med det, man holdt øje med ham – at han ikke skrev for meget af. Så  Laub følte sig lidt som en tyv, når han fik ekstra meget for hånden, når vagten vendte ryggen til eller gik et øjeblik, fortæller han i et  brev fra Napoli.

Naturen og ikke mindst italienerne begejstrer ham, og han kunne lide at sidde på en skyggefuld plads om eftermiddagen og se på folkelivet, mens han nød en is eller en skål jordbær.

En af Laubs bedste venner blev da også en italiener ved navn Valerio Milesi, en løjtnant i hæren.

Povl Hamburger skriver i sin bog, at Laub syntes at være kommet på en talefod med italieneren, som de fleste af hans danske venner og fagfæller nok kunne være blevet en smule misundelige over.Han møder hos Milesi en usaædvanlig grad af sindets dannelse – naturlige menneskedyder – som han også siger – for eks. bemærker Laub den venlige og respektfulde måde,  Milesi tiltaler sine undergivne på. Han beundrer også den renfærdige alvor, som man sjældent finder hos unge mennesker. En skøn sjæl kalder Laub ham.

Ingen tvivl om, at han her har fundet sin soulmate. Begge var de store idealister og tænkte dybt over religiøse spørgsmål. Laub nævner at han glæder sig over den store tillid Milesi viser ham ved at fortælle om sorger og glæder i familien, og det hører vi også fra andre at Laub var en god lytter – god at tale med. Efter Laubs død finder vi et meget smukt brev fra Milesi, til hans familie, hvor han udtrykker sin sorg og taler om ” de mange gode ord” han havde talt til ham – ” han fulgte mig i alle livets stadier” hører vi. De mødtes i år 1900 og fortsatte venskabet pr. korrespondance i 27 år til Laub døde. Selvfølgelig blev Laub inviteret – men en Italiensrejse var dengang et stort projekt, og i et brev spørger Laub nærmest sig selv:   ”  jo, men hvornår – hvordan?”

Brevene fra disse 27 år var ikke at finde hverken på det kongelige bibliotek eller musikhistorisk museum, ligesom Laubs breve TIL Otto Kade heller ikke var der.

Thomas Laub var et alsidigt menneske – foruden musikken og de åndelige interesser var han noget af en sportsmand, som elskede lange spadsereture, hvor han i øvrigt både tænkte og komponerede, og i Italien, specielt på Capri finder vi ham klatrende i de høje klipper indtil hans hænder blev ”ganske riflede”, som han selv siger. I en lejlighedssang fra vennerne hentydes der også til at han var vinterbader.

Og venner var der mange af. Laub synes at være et menneske man kom til at holde af. For at nævne nogle få kendte: Thomas Skat Rørdam, Thorvald Aagaard, Carl Nielsen, Mogens Wøldike og den præst, Laub helst gik i kirke hos, Christian Welding, som blev sognepræst ved Helligåndskirken, og som – selvfølgelig – var den som holdt mindetalen ved Laubs begravelse.

Ved festen for Laubs 70-års fødselsdag, som blev holdt på Nimb, havde pastor Welding ærespladsen ved siden af fødselsdagsbarnet.

Blandt de gode venner var også den tyske Musikdirektor Otto Kade, Laubs vejleder i de unge år.

Og vi kan se, at Laub allerede som ung har virket tillidvækkende. Denne strenge tysker kommer faktisk også til at holde af Laub på sin egen  - lidt barske måde. De korresponderer om musikalske spørgsmål i en årrække, men man kan , ved siden af det faglige , følge en udvikling i det personlige forhold i retning af det venskabelige. Kades over-og underskrifter bliver mere til 1000 hjertelige hilsener og kære ven, mens hans kone og datter også begynder at lægge små breve ved til Laub endda med familiefotografier. Kade selv begynder at drille, og det lyder bedst på tysk: ” kommen Sie waldwærts streifender, luftschnappender Junggeselle nach Schwerin!” Her hentydes jo til Laubs friluftsinteresser. Og det siger noget om tonen mellem dem.