Carl Nielsen siger i sine mindeord i Politiken 6-2-1927: ” Laub var en meget eksklusiv og fornem natur, der ikke lukkede sig op for alle og enhver. Jeg havde den lykke, at han åbnede sig for mig i et venskab, som varede livet igennem. Det var for mig et uhyre berigende venskab. Vi kunne gå og tale sammen i timevis på vore lange ture i skovene ved Ordrup, og altid var han frisk som en kilde, - der var noget rislende ved ham.”

Thorvald Aagaard skriver i et brev til Ernestine Nyrop 7-2-27 ”hvor vil jeg også savne ham – den store trøst vil det være for mig, at tænke på alt, hvad han har ført mig ind på livet af – af godt og skønt.”

Povl Hamburger kalder ham et sted ” et lysets barn” – et meget rammende udtryk om denne helstøbte personlighed, som så udpræget var til det gode og lyse i tilværelsen. Man mærker, at Hamburgers bog er skrevet ud fra en stor kærlighed til Laub.

Laub kunne være streng, når det gjaldt kirkesangen, men kun for at rense den for det sentimentale, selvsmagende og opstyltede, hvor han stødte på det. For ham er kriteriet på en kirkelig melodi at den tjener ordet og har ægte kirkelige rødder. Heller ikke organisten skal under gudstjenesten gøre opmærksom på sig selv!

Laub var af natur en venlig mand og udenfor kirkens rammer finder vi i ham en vidtfavnende kunstner. Han kunne glæde sig over al god og glad musik Mozart, Handel, folkelige sange og Weyses melodier til Ingemanns morgen-og aftensange. Livsglæden i musikken satte han højt, og den fandt han meget af i Italien, hvor hans kolleger sommetider syntes at hans smag for det populære gik lidt for vidt. Hellere en glad populær sang, som ikke giver sig ud for mere, end en kedelig kunstfærdig komposition, som mangler liv, siger han!

Selv komponerede han romancer i tidens stil. Her kan vi næsten ikke kende ham igen! Aarestrupske ritorneller, hvor han på titelbladet blot skrev: ” komponeret af en samtidig”.  Også åndelige sange  og viser til tekster af guldalderdigtere.

Selv i Laubs salmekompositioner har jeg fundet talrige romantiske træk!

Forskellen på Laub og hans samtidige er, at han øser af dybere kilder end de. Det gælder både kirkemelodierne og hans verdslige sange. Hans melodier tog aldrig magten fra teksten.Det har Carl Nielsen skrevet et helt afsnit om i sin bog: levende musik.

Det er tydeligt at Thomas Laub plejede sine venskaber. Han brugte af sin tid til dybe lange samtaler, og han var opmærksom på , hvad der skete i deres familier. Fødseldage og andre mærkedage huskede han. Udtryk som LYSETS BARN; ALT DET GODE OG SKØNNE; RISLENDE; DE MANGE GODE ORD er jo blot et lille udpluk af hvad hans venner sagde om ham, og mon ikke man med rette kan sige at de sammen med alt det andet peger på EN SKØN SJÆL?

Hans liv var ikke altid let. De sidste 25 år som organist måtte han døje med en præst, der intet forstod af hans arbejde med salmesangen, og som knap talte til ham. Der blev ikke sunget Laub hos provst Fenger! Men  Laubs stilfærdige protest var sommetider at spille en af sine egne melodier som postludium. ” Den onde ånd” kalder Laub ham i et brev til en ven.

Helbredet var ikke for godt de sidste år, han skriver helt åbent i sine breve til vennerne om de mange små og større lidelser, hvoraf et meget højt blodtryk og et dårligt hjerte er det, der bekymrer ham . Mest fordi han ikke kan bestille så meget mere. Og han er så træt, at det kniber med at være selskabelig.

Sit eget rigtige hjem fik han først omkring 70-årsalderen, da han i Gentofte byggede sit hus på Kirkebakken ved en lille sø. Det ”palads, han i de unge år i Italien allerede havde set for sig og drømt om. Indtil da – det kan man se på brevenes konvolutter – flytter han rundt på rigtig mange adresser i København, hvor han bor til leje.

Ved 70-årsfødselsdagen, som blev holdt på Nimb, var der hen ved 200 gæster. Den bordplan er interessant at studere – den har de på musikhistorisk museum – for der sad de jo, de fleste af  dem, Laub havde mødt undervejs i livet, og som hver på deres måde må have nydt godt af hans venskab og gode ord.

Ved Laubs side sad pastor Welding, som i begyndelsen havde været hans præst i Holmens kirke. Senere blev Welding sognepræst i Helligåndskirken, hvor Laub gerne kom og deltog i fredagsaltergangen. Laub og pastor Welding var stærkt beslægtede i livssyn og kirkelige anskuelser, og Welding havde hele tiden været Laubs trofaste støtte i det kirkemusikalske arbejde.

Ved begravelsen holdt Welding mindetalen, og jeg vil da lade Christian Welding få det sidste ord  om vennen Thomas Laub: ” Selve hans kristentro – en meget lys og lysseende tro – var nærmest i slægt med Brorsons barnlige enfold og ydmyge inderlighed, så at, hvor stærkt han end følte sig draget af Grundtvigs mægtige åndsbårne salmer, som han var en kender af frem for de fleste af os, så var det dog altid Brorsons salmer, som han vendte tilbage til, og som hans hjerte hvilede sig i, - lige til hans dødsstund.”  ” Og nu vi hans mange venner, alle de unge og de gamle, alle vi, der kom indenfor hans væsens rækkevidde, og glædede os ikke alene over alt det, han gav, men fuldt så meget over det, som han var, vi takker nu Gud for den gode tid, vi havde ham hos os og for den dåd, han øvede i kirke og folk, og fordi Gud lod det lykkes så vel.”