________________________________________________________________________________________
6 artikler om Thomas Laub og
kirkesangsreformen: Del 3, En
af de udvalgte. Læs Del 1, Del 2
En af de sagkyndige, som Laub personligt kom til at stå i
forbindelse med, og med hvem bekendtskabet uden tvivl har betydet en
stor opmuntring og inspiration, var den tyske koralbogsudgiver
grossherzogliche Musikdirektor Otto Kade.
De to førte en regelmæssig korrespondance i årene
1889 – 1898. Laub sender sine arbejder til Kade, som –fuld af interesse
og - i regelen – af anerkendelse sender dem tilbage med gode
råd og evt.le rettelser. Således brød han sig f.
eks. ikke om Laubs unisone begyndelse af en melodi.
I et brev dateret d. 16-3-1890 opfordrer og opmuntrer Kade ham ivrigt
til at arbejde med de gamle DANSKE melodier , idet han siger: ” De skal
blive en ny Senfl for denne skat af melodier – en ny Isaac – bliv for
Danmark, hvad de to blev for Tyskland ”. Desværre ebber
korrespondancen ud inden Laub for alvor tager fat på selv at
komponere.
I Norge tager Joh. Behrens spørgsmålet op i sin bog: om
den lutherske salmesang og dens gjenindførelse i den norske
kirke 1858. Han anker over, at de norske menigheder er passive, og i 4.
afsnit udtaler også han det ønske, at menigheden igen
kunne få de gamle melodier tilbage i deres oprindelige form ” de
ville med glæde tage imod dem ”, siger han.
Til slut giver han 30 eksempler på salmer i deres oprindelige
form.
I Danmark har sagen en fortaler i Rud. Bay. Denne udsender i 1840 et
skrift ” om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring ”. Vi
får heri en definition på, hvad man forstår ved
en rigtig koral, og hvordan den bør lyde; han citerer her
Mortimer…..” et af Choralens vigtigste Særkender er en høj
Grad af Simpelhed; en Choral, betragtet som en heel Menigheds Sang,
må klinge således, som om den blev sjungen i Eenklang uden
Harmonie, og de Harmonie er upåtvivligen den bedste, som
mindst forstyrrer Indtrykket af Eenklang. Det er således en stor
Feil, når mangen Organist ledsager Melodien med nyemodens
chromatiske og stundom bizarre Modulationer enten for at vise sit
Talent, eller i den Tanke at give Sangen en piquant Afveksling.” Et
lignende synspunkt lader Laub komme stærkt til orde i om
Kirkesangen. Her er det blot præludier og forspil, det
gælder: ” en Organist, der ved sine Præludier henleder
Menighedens Opmærksomhed på Musikken, endsige på sig
selv, sin Genialitet eller Kunstfærdighed, har ganske
misforstået sin Opgave.”
Laubs bog Om Kirkesangen udkom i 1887, og han gør sig her til
talsmand for de nye reformbestræbelser. Vi får en historisk
redegørelse for kirkemusikkens udvikling fra før
reformationen og op til vor tid med en gennemgang af de skiftende
tiders melodisamlinger og koralbøger. Laub sætter et
vigtigt skel ved år 1600 – efter den tid er musikken sentimental,
siger han. Helt bogstaveligt skal dette vel ikke tages, da man jo
plejer at regne med det musikalske 16. århundredes slutning
omkring 1630! I en fodnote i Musik og Kirke (1920 ) foreslår Laub
da også 1620.
At Laub ikke helt drager konsekvensen af denne teori i praksis,
ser man ved at betragte det fremmede melodirepertoire i koralbogen
Dansk Kirkesang, hvor ikke mindre end 36 af melodierne stammer fra
tiden efter ca. 1630.
© Ingrid Bach Petersen
____________________________________________________________________________________________________
|
|
