________________________________________________________________________________________
6 artikler om Thomas Laub og
kirkesangsreformen: Del 4,
Laub vender sig til sin egen tid
Læs Del 1 Del 2 Del 3
...og fremhæver Henrik Rungs arbejde for at lære danskerne
at synge den rytmiske koral igen.
På denne tid komponeres der på livet løs ”
hvis der falder en ytring om, at den eller den salme kunne trænge
til en ny melodi, er der ikke gået 8 dage, før man har 7
nye melodier, den ene mere skøn og rørende end den anden”
siger han.. Laub har intet imod romancen – som kunst betragtet –men han
er overbevist om, at med kirkesang – med menighedssang – har den intet
at gøre. En salmemelodi skal være en ordets tjener, mens
romancen i alt for høj grad henleder opmærksomheden
på det musikalske – det skønne og gribende. Dette
fører let til føleri og selvbetragtning, hvorved
salmesangen ganske forfejler sit mål: at være
menighedens fælles lovsang. Laub udtrykker det ret skarpt: ” Til
syvende og sidst er den fine kirkeromance og den simple
forsamlingsmelodi i grunden to alen af et stykke; de går nemlig
begge ud på at behage – den første de dannede, og den
sidste den udannede mængde.. Han går så vidt som til
at sige, at af disse to ville han nok foretrække
forsamlingsmelodien, da det musikalske her ikke i så høj
grad gør sig gældende på tekstens bekostning som i
den skønne romance.
Vi ser i hvor høj grad det er gudstjenestens tarv, der ligger
Laub på sinde, og at hans mål aldrig i første
række kan have været dette: blot at bibringe kirken et
ædlere og mere historisk korrekt melodirepetoire.
Hvad forlanger Laub da af en melodi for at den skal kunne betegnes som
kirkelig? Et par citater skal anføres som svar herpå:
” En melodis kirkelighed afhænger til syvende og sidst af, om den
passer til sin tekst, naturligvis under forudsætning af at denne
sidste er kirkelig.”
” En kirkekomponist har den opgave at frembringe toner, der kan
bære menighedens bekendelse, bønner, tak og lovprisning,
IKKE den i toner at give en fremstilling af den smerte eller
glæde, der kan fylde den enkelte kristne.”
Om Barnekows melodi til kom Gud Helligånd, kom brat siger
Laub f.eks. at den ganske mangler folkelig enfold.
Endnu et citat: ” Men skal salmesangen være en ægte,
helstøbt menighedssang, så skal melodierne være
rene, folkelige, usentimentale, uden blødagtighed og uden hensyn
til til hvad der behager de nydelsessyge, således som det
sømmer sig ved Guds folks forsamlinger.
De må være skikkede til at bære, hvad der
bevæger sig i menigheden, og dog ikke gøre forsøg
på at skildre disse bevægelser, ikke gøre sig
gældende som selvstændig musik for musikkens skyld.”
Han mener, at renselsen af kirkesangen vil kunne ske på
følgende måder: ved en bortkastelse af den ufolkelige
koral og ved en erstatning af den gennem et rigeligt udvalg af melodier
fra reformationstiden, så vidt muligt i de oprindelige rytmer,
dernæst ved sigtelse af de nyere melodier, idet man udelukker
følelsesmelodier og kunstromancer, om de kan være nok
så smukke, og endelig ved en ren kirkelig harmonisering af alle
melodierne, både de gamle og de nye med fuldstændig
udelukkelse af moderne akkorder, der medfører en sentimental
eller dramatisk lidenskabelig karakter.
Til slut i afsnittet om orgelspillets stilling ved gudstjenesten.
”,,og det er ved bestræbelserne for at lade sangen
være en værdig bærer af ordene, at den rette kunst i
kirkemusikken er opkommen; går musikken udenfor denne – sin
eneste opgave – bliver den ukirkelig!”
© Ingrid Bach Petersen
____________________________________________________________________________________________________
|
|
