Organisternes Nyhedsbrev Nr. 4                                                                                         Maarup 14. maj 2007
__________________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________________

Velkommen til Organisternes Nyhedsbrev nr 4


Abonnenter: 547                                        Tidligere numre: Nr. 1   Nr. 2   Nr. 3                                                                                                            
Genveje til dele af indholdet:

Hjemmeside til kirker
Ny bog: Jesus går til filmen
Forum eller blog?
Lærer i rytmisk salmespil
Hetorgel: Hollands store orgelsite
Billige øveorgler
Konkurrencevinder

__________________________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________________

     Bolig- og Stillingsbytte


Vikarferie i Vestjylland?


- Eller i Sverige?

Kære organister! – Jeg har en idé, som jeg meget gerne vil høre jeres mening om...

Helt kort:

Man kunne bytte bolig og stilling for f.eks. en uge ad gangen, og derved få både lidt luftforandring, lidt inspiration fra en anden kirke, se lidt af landet gratis og udvide sin horisont ved at prøve at leve livet som en anden person har indrettet det…

Det er selvfølgelig helt på skitseplan, men måske kunne der være en slags database, med oplysninger, ønsker og krav om og til henholdsvis uddannelse, stillingsstørrelse og art, husbeskaffenhed og beliggenhed, husdyr!? - osv.

Jeg synes det kunne være spændende, men måske lidt for langhåret her i år 2007?

I næste nummer følger jeg op på idéen, hvis interessen viser sig stor nok ( hint, hint )

Thomas Waagner

Ps Hvis nyhedsbrevet engang også kommer til Norge og Sverige, kunne det jo blive endnu mere spændende...

Til toppen



Hvorfor har så mange danske kirker

stadig ikke deres egen hjemmeside??


( når det nu er så billigt og let at få den oprettet... )

Efter en smule research har jeg med en vis undren konstateret, at majoriteten af de danske kirker
slet ikke har en hjemmeside, hvor jeg, eller en hvilken som helst anden internet-bruger/potentiel kirkegænger,
kan finde information om hvad der foregår i den pågældende kirke på et givent tidspunkt.

Jeg ser det helt klart som en mangel. Hvorfor? Fordi næsten alle efterhånden søger information på nettet,
og fordi kirkerne med en hjemmeside i stort omfang kan skabe ny "dialog" med menigheden på utallige måder.

Jeg spekulerer også over grunden til at kun knap 4 ud af 10 kirker har valgt at oprette egen hjemmeside:

Muligvis står mange menighedsråd stadig med overvejelser/bekymringer/spørgsmål såsom:


  • "Er det ikke meget dyrt og kompliceret at få en hjemmeside?"
  • "Ingen af os her tør binde an med opgaven!"
  • "Vores sogn er så lille. Hvem ville besøge siden?"
  • "Vi har vores kirkeblad. Er det måske ikke nok?"
  • "Hvem skulle redigere sådan en hjemmeside?"
 
Mine svar på disse spørgsmål er som følger:

  • Det har aldrig været hverken lettere eller billigere at oprette en hjemmeside!
  • Andre løser opgaven med at lave hjemmesiden.
  • Det er ikke kun sognets indbyggere, der har glæde af hjemmesiden. Det har "alle".
  • Kirkebladet er godt og skal bevares. Men en hjemmeside rummer mange nye muligheder...
  • Hjemmesiden opdateres af en "webmaster". Menighedsrådet fremsender blot tekst/billeder...

Som sagt er det kun mine personlige bud på en forklaring...I hvert fald bør det ikke komme an på økonomiske overvejelser,
for det er meget omkostningslavt. ( og ukompliceret ). Og under alle omstændigheder "up to date".

I næste nummer, vil jeg komme med et eksempel på en hjemmeside, som den kan komme til at se ud, hvis netop din kirke
beslutter sig for, omsider, at "komme med på vognen".

Jeg vil redegøre for det enkle forløb bag tilblivelsen, og give et konkret bud på de løbende udgifter der trods alt er, ved
at have en hjemmeside tilknyttet kirken. ( meget mindre end de fleste tror! )

Indtil da hører jeg meget gerne fra jer, der evt. overvejer en hjemmeside, eller har kommentarer i øvrigt.  Skriv endelig!


Thomas Waagner

Til toppen


Ny bog om Jesus på film: "Jesus Går til Filmen"
Køb den på Kirkebutik.dk


En bog på dansk om Jesus-film - dét er en „bogbegivenhed“!
Jesus går til filmen er redigeret af forlagsredaktør, cand.theol.
Ida Auken og mag.art. i filmvidenskab Bo Torp Pedersen.
Formålet med bogen er først og fremmest at ”inspirere til brug
af film i både kristendoms- og konfirmandundervisning, i studiekredse
eller lignende sammenhænge, hvor der gives mulighed for en drøftelse
af filmenes Jesus-tolkninger”, som der står i forordet. For kirkeligt
engagerede film-elskere er den en gave af de sjældne.

Pris: 235,-  Til butikken

      Læs anmeldelse af bogen Her

Kirkebutik.dk Danmarks førende online-specialbutik for (klassisk) kirkemusik og kirkelige "kult"-film:
  • Stort udvalg af Cd'er med klassisk vokal kirkemusik.
  • Dvd'er med bibelfilm og "kirkehistoriske" film.
  • Bøger om kirkemusik og kirkelige film.



Forum eller Blog?


En af mine grunde til at starte nyhedsbrevet, var at jeg synes det kunne være supercool med et medium,
hvor danske organister frit kunne tale sammen udveksle ideer osv. ...derfor var det også min mening hurtigst
muligt at få startet et forum på nettet, så der kunne være en helt fri og sprudlende aktivitet 24 timer i døgnet!!!.

Jeg er gået væk fra ideen igen, simpelthen fordi det er min overbevisning at er sådant forum ret hurtigt ville dø.
– Man ville måske af og til kigge på forum hvis man selv havde et spørgsmål. – Men ville der være ”liv”, livlig
debat med mange indlæg hver dag, derinde? – Næppe.  Brugerskaren er simpelthen for lille, eller området
for smalt! – Der er bare ikke mere aktuelt stof, end at det sagtens og med større fordel kan rundsendes med
nyhedsbrevet, hvor der også vil være større sandsynlighed for at man får øje på, og læser det man har brug for.
Sådan tror jeg det er.


Modsig mig endelig!

Jeg håber til gengæld at I, kære organister, i højere grad end nu vil bruge nyhedsbrevet som ”en måde at samtale på…”
om stort og småt, hvis larmen deraf skulle blive infernalsk, kan vi jo overveje et forum igen :O)

Til toppen
_______________________________________________________________________________________________________
_______________________________________________________________________________________________________

Tema/Føljeton om Thomas Laub


Ingrid Bach Petersen har i mange år forsket i Laub og stiller venligst et antal artikler til rådighed for nyhedsbrevets læsere.

Vi fortsætter temaet med en række artikler om Kirkesangsreformen:

Ingrid Bach Petersen skriver:

"Med de tre små artikler om Thomas Laub – vennen med de gode ord
ville jeg gerne prøve at give et indtryk af personen, som nok kan forekomme
os lidt fjern i dag …hvis man ikke lige netop har Laub som hobby!..."

Læs hele artiklen Her





Debat om digitalorgler...

Der er indkommet yderligere et par indlæg i debatten om digitalorgler.

   Volmer Hindsberg skriver:

Som nyt medlem af organisternes nyhedsbrev har jeg med stor interesse læst indlæggene angående de digitale orgler, og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, at engang kørte vi jo også i håndbygget hestevogn/karet/ekvipage med levende heste som trækkraft og vi sejlede med sejlskibe jorden rundt.

Jeg tror ikke at der i dag er nogen der vil foretrække at køre i hestevogn med levende heste fremfor at køre i en moderne bil med 150 døde heste under motorhjelmen, og der er jo nok heller ikke mange der vil foretrække at sejle til udlandet i et sejlskib, så mon ikke også de digitale orgler en dag vinder over det ædle gamle håndværk som er al ære og respekt værd men som med den nuværende arbejdsløn er uhyre kostbare.

Er det ikke med de digitale orgler kontra pibeorglet som med dem der påstår at de kan smage forskel på en Tuborg og en Carlsberg men som gang på gang rammer ved siden af når det kommer til en prøve. De digitale orgler er i dag så tæt på den ægte lyd, at det er næsten umuligt at høre forskel, og hvis orglet er opstillet af fabrikkens personale og med de tilhørende højtalere (som regel 14-18 stykker) placeret rigtigt i kirkerummet, vil jeg tro at man skal være mere end specialist for at høre forskel, og skulle der være forskel, behøver det jo ikke nødvendigvis at være til det dårligere for hvad er den rigtige lyd.

I mit eget digitale orgel har nogle af labialstemmerne feks. den snøftelyd som kommer når en orgelpibe starter op, og når jeg bevæger mig op fra de dybe toner til de højere, flytter lyden sig også som efter pibernes opstilling i orglet, her kan jeg forøvrigt selv vælge mellem flere måder hvorpå tonerne skal flytte sig, og det er kun med orglets egne 7 indbyggede højtalere + 2 eksterne højtalere, lydbilledet ville blive betydelig mere bredt hvis der blev tilsluttet de 14 højtalere som der er mulighed for, og så hører mit orgel endda til i den billige ende af den digitale.

Til toppen

   Tom Pedersen,
organist i Give og Farre kirker, skriver:

Debatten om de digitale kirkeorgler kører igen på temmeligt højt blus. Såvel Henning Nielsens som Wienberg-Larsens indlæg i Nyhedsbrev 2 er interessante læsninger. Og begge er repræsentanter for en holdning, der langsomt iblandt bidragsydere har vendt sig fra det mere fjendtlige, negative til det mere positive, accepterende tingenes tilstand.

En af de ting man har manglet i debatten hidtil er for mig at se mere focus på, hvad man rent faktisk får for pengene, når man anskaffer sig et digitalorgel til sin kirke. Hele focus har indtil videre kørt på hvilken lyd. For mig at se er lyden nu så god, at man kan begynde at rette focus andre steder hen.


    Tom Pedersen ved Rembrandt 395 - Johannus

Når to organister møder hinanden for første gang sammen på organist-stævner o.lgn., er noget af det første der spørges til: Hvor stort er dit orgel? 6 stemmer...12 stemmer...20 stemmer...og jo højere op jo bedre. Ikke så mærkeligt, da orgelet med de flere stemmer jo derved kan farve musikken alt efter, hvilken stemning der kræves. Og det er mange forskellige stemninger og farveindtryk der er brug for på et år. I debatten savnes dermed differentiering på orgelstørrelser og formåen.

Digitalorglerne henvises stadig til de små kirker, hvor de passer fint ind i kirkernes budgetter. Eller: Digital-orglet bliver orgel nr 2
i en større kirke. Men egentlig er det jo tankevækkende, at det nu er de små kirker, der skal have de mange muligheders orgel. Man vil i de næste år derved kunne opleve at se en del små kirker med både 30 og 60 stemmer i modsætning til den større nabokirke med måske "kun" et 15 stemmers pibeorgel! Det giver naturligvis en skævvridning og en misundelig skelen til digitalorglet som i muligheder kan nærme sig domkirkeorglets.

Mht. lyden vil jeg gerne slå fast, at der findes gode og dårlige fabrikater indenfor begge kategorier. Og at ikke alle pibeorgeler er lige fantastiske. I debatten skelnes ikke altid nok imellem et elektronisk digital-øveorgel til en pris af 25-50.000 kr og så et stort elektronisk digital-kirkeorgel til f.eks 400.000 kr. Der er stor forskel på den lyd der kommer ud skal jeg hilse og sige. Det er højttalerne, der er det springende punkt.

Jeg har selv i min lille kirke (der var den igen) fået installeret et 60 stemmers Johannus Rembrandt 395 digital-kirkeorgel med 3 manualer. Alle var skeptiske i starten, men modstanden viste sig slet ikke. Derimod er alle særdeles godt tilfredse med resultatet.
Der synges og spilles nu på livet løs. De 60 stemmer kan konverteres til 3 gange 60 stemmer alt afhængig af, om man vil spille barok, symfonisk eller med romantisk klangideal.
Og tro mig: der er stor hørlig forskel på de 3 klangidealer indbygget i digital-orglet.

Desuden er der mulighed for at tilsætte rumklang, transponere og gemme og lagre ens selvvalgte registreringer - samt en hel masse mere, som man jo bare kan fravælge eller bruge efter behag (fod - registrering, f.eks).

   Farre kirkes orgel: Rembrandt 395 - Johannus

Mit problem er selvfølgelig at jeg skal spare lidt på styrken fra de 18 højttalere for ikke at blæse menigheden ud i det relativt lille rum,
hvis jeg en dag - f.eks. påskedag -  ønsker at bruge "hele udtrækket" inclus. en 16' fod i hovedværket. I det tilfælde kan jeg blot skrue ned for hele det samlede lydniveau. Derved bevarer jeg en fin plenum-klang med alle dets farver uden at håret rejser sig på de nærmeste kirkegængere. Men f.eks. til koncerter stiller det sig noget anderledes...

Nu kunne man drilagtigt opstille et hypotetisk spørgsmål: - Hvad ville du foretrække, hvis du fik valget imellem et pibeorgel af samme størrelse og så dette Johannus - kirkeorgel? - OK - hvis det var muligt overhovedet at få plads til den enorme skov af piber i kirken til i virkeligheden et pibeorgel med 180 stemmer...eller blot 60 stemmer...jamen, det er klart...så vælger jeg pibeorglet (det vil ikke være muligt i ret mange kirker). Om ikke for andet så for den arkitektoniske æstetik, der hviler over sådan et.
Men kirken skal så være villig til at ryste op med et beløb, der for de bare 60 stemmers
vedkommende ligger på omkring 10-12 millioner kroner samt være villige til at betale udgifter til stemning og reparationer, der måske i hele orglets levetid vil koste et syv-cifret beløb - sammenlignet med det digitale vidunder  til en pris af blot ca. 3 - 400.000 kroner i anskaffelsesomkostninger. Og så er der stadig mange "hurtige" knapper oveni  som på en computer, der følger med digital-kirkeorglet. Midi, f.eks., med et hav af  yderligere muligheder for at tilsætte naturtro lyde via et modul til en pris fra ca. 5000 kr...

Jeg spørger bare: Hvorfor skal kirken halte bagefter det øvrige samfund? Hvor CD-afspillere, cameraer af alle slags og f.eks. hurtige  biler har afløst et mere gammeldags og sindrigt system. Der er muligvis gået noget tabt i denne konvertering til smartere, hurtigere systemer.
Men efter min mening overhales disse "tab" af tidsbesparende, økonomibesparende og utrolige muligheders forjættende og visionsrige verden. Som osse kirken idag har brug for.

Kirken skal da selvfølgelig kunne følge med i udviklingen for at bestå, hvis den da ikke skal ende som museum.
Og hvorfor skal økonomi hindre ellers talentfulde organister i at få et orgel, hvorpå det er muligt at forløse de store barokke, symfoniske eller romantiske værker? Eller blot kunne forløse mellem- niveauer på en utroligt varieret måde.

    Give kirkes orgel : Marcussen og Søn med 22 stemmer


En del af modstanderne af de digitale instrumenter har ikke engang hørt de sidste nye udviklede digital-kirkeorgler, men deltager i diskussionen
udfra en eller anden forplumret erindring af et hammond-"bævreorgel" fra Amerika i starten af fyrrerne.

Med et digital-kirkeorgel får man et orgel, der for de gode mærkers vedkommende giver organister i små og mellemstore kirker - ja, i alle kirker - et sus og brus af storhed og gør det muligt at forløse alle værker. Til en billig penge. Og selvfølgelig bliver den digitale teknik endnu bedre. Og vil overhale pibeorglerne indenom på et tidspunkt. Men pibeorglerne vil ikke uddø. Der vil følgelig blive færre af dem. Som grammofonen der blev overhalet af cd-afspilleren.

Til Henning Nielsen: Udfra min fremstilling bliver vores "livskvalitet" overhovedet ikke forringet ved  at anskaffe sig et digitalt kirkeorgel.
Disse giver derimod en masse næring og håb og spillelyst til en masse organister i relativt små kirker!

Og husk så: Den ultimative kærlighed til et digital-kirkeorgel er selv at anskaffe sig et..!

Til toppen


Lærere i rytmisk salme/becifringsspil søges


Der eksisterer efterhånden en del, ofte brugte, salmermelodier,
der kræver et vist rytmisk "touch" at udføre på en medrivende måde.
Nedenstående kunne tjene til at kaste lys
over det forhold, at måske
ikke så få organister i virkeligheden
føler de savner inspiration og "ekpertise"
i udførelsen af denne
kategori af salmespillet:


Kirsten Frandsen, organist i tre kirker på Djursland,
har indsendt følgende:

"Hvem vil kunne være behjælpelig med at informere om rytmisk becifrings- og salmespil?
Willy Egmose har jo lavet så mange gode melodier, men hvem kan undervise i
at spille dem rigtigt!! på orgel?
Findes der sommerkurser, eller hvem vil kunne undervise undertegnede, plus
en flok, som melder sig?

Venlig hilsen Kirsten Frandsen"

Mon ikke det kunne tænkes, at der også andre steder i landet sidder organister,
der har samme behov? Og hvem vil undervise dem?

Meld dig som enten lærer eller elev, ved at sende en e-mail til thomas@organist-nyt.dk
så sørger jeg for den videre kontakt.




Kirkesanger søges

Kirkesanger til Skævinge Kirke

Da vor hidtidige kirkesanger er gået på pension, søger vi hans afløser.

Erfaring fra en lignende stilling er en fordel, ligesom interesse for kirkens virke.
Vores nye kirkesanger skal endvidere være præsentabel, engageret i arbejdet,
fleksibel og indstillet på et samarbejde med kirkens øvrige ansatte.

Stillingen er honorarlønnet. Lønnen fastsættes ved forhandling på baggrund
af kvalifikationer. Der er ca. 125 tjenester om året.
Ansættelse pr. 1. juni eller snarest derefter.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
organist Susanne Ketelsen, tlf. 49 75 85 98.

Skriftlig ansøgning sendes til
Skævinge-Lille Lyngby Menighedsråd
v/formand Helge Knak Jepsen
Baunehøjen 32, 3320  Skævinge
eller på email: jeppekna@post8.tele.dk
så den er fremme senest d. 21. maj.

Skævinge kirke er beliggende i Nordvest-Sjælland.

Til toppen


Aktuel koncert:

ORGELKONCERT I SÆRLØSE KIRKE

Onsdag d. 20. juni 19.30



COLIN STEWART
London

ENGELSK OG DANSK ORGELMUSIK

bl.a Buxtehude(!), Purcell, Stanford og Johannes Krygell

Colin Stewart er uddannet i musik fra universitetet i Aberdeen,
og har senere studeret ved konservatoriet i Birmingham.
I de seneste år har han arbejdet for BBC. Sideløbende hermed
har han som organist og pianist spillet med Det skotske Symfoniorkester
samt akkompagneret The English Chamber Choir og det meget velrenommerede
ensemble St. Pancras Singers.

Særløse kirke: Særløsevej 2, 4330 Hvalsø. (Midtsjælland)

Til toppen



Koncerter i: Orgelsamlingen i Sct. Andreas kirke
Læs alt om denne spændende samling her:


Orgelsamlingen rummer 7 landsbykirkeorgler bygget mellem 1890 og 1906

Koncerter og orgeldemonstrationer er gratis.



Mangler du et godt og billigt øveorgel?

Billige, brugte øveorgler: Øv derhjemme i den kolde tid.

Det er igen muligt at bestille et godt og billigt øveorgel.
Jeg har efterhånden fået indkredset de bedste modeller.
I øjeblikket kan man lægge billet ind på 4 instrumenter
fra 8500 kr. og de sælges efter først til mølle.

Seneste opdatering 10. nov. 2007:
Læs mere om tilbudet og se billeder Her





Hetorgel: Hollands store orgelsite...

Hetorgel.nl er et internetmagasin for orgelmusik og orgelbyggere


Men hetorgel.nl rummer også hvad der muligvis er en af verdens bedste og største linksamlinger
til sider overalt i verden: Flere tusinde links til alt hvad der har med organister,
kirkelige og kirkemusikalske foreninger, selskaber, tidsskrifter osv. at gøre.

Find hundreder af hjemmesider for enkeltpersoner, kirker...

På hetorgel.nl kan man i høj grad danne sig et  indtryk af hvad der sker
på orgelfronten i så vidt forskellige lande som Egypten, New Zealand,
Peru, Grønland...

Eller man kan sammenligne hvordan man i Tyskland
har hjemmesider til sine kirker, der i forhold til danske standarter
kan forekomme en anelse "kulørte"

Jeg giver hermed læseren mulighed for på egen hånd at udforske
dette næsten endeløse univers:


www.hetorgel.nl


Download noder gratis på Sheetmusic:


Free Sheetmusic





Konkurrencevinder

Vi offentliggør hermed vinderen af forrige nummers konkurrence:


Det blev  "Marie-Louise"  Et stort tillykke!

Marie-Louise svarede rigtigt på konkurrencens spørgsmål: "Hvor mange gæster deltog i Thomas Laubs 70 års dag på Nimb?" ( 200 )

Vinderen kontaktes!




På genhør i næste nummer!

Indlæg modtages med glæde på redaktørens e-mail: thomas@organist-nyt.dk

Anbefal Organisternes Nyhedsbrev til en ven/kollega: Link til  www.organist-nyt.dk
_______________________________________________________________________________________________________
 Dette nummers Haiku...

Beethoven indtog
lidt øllebrød med fløde
kort før han døde.









Sjove sange

Sitemap
            Organisternes Nyhedsbrev v/ Po-organist  Thomas Waagner. Maarupvej 43, 8560 Kolind. 87740001 / 3082 0113 / thomas@organist-nyt.dk