Organisternes Nyhedsbrev Nr. 3                                                                                           Maarup 16. april 2007



__________________________________________________________________________________________________

Abonnenter: 517               Tilmeld dig Organisternes Nyhedsbrev her: www.organist-nyt.dk

Om udgiveren af Organisternes Nyhedsbrev                                                                                                               

Genveje til dele af indholdet:

Anmeldelse: "SYNG HJERTE! SYNG"
Øveorgler...
Interview med Asger Troelsen
Orgelklubben Herning
Debat
Køb dine noder hos Sheetmusic



Velkommen til Organisternes Nyhedsbrev nr 3!

Vi starter med at offentliggøre vinderen af forrige nummers konkurrence. Det rigtige svar på spørgsmålet:
"Hvor mange sange skrev Hildegard Von Bingen", var 77

Og den heldige vinder er:    Poul Søe Nissen,    kirkesanger ved Syv kirke. Et stort tillykke!

Deltag i dette nummers konkurrence ved at klikke
her

Du kan vinde enten en god flaske rødvin, eller en cd-rom proppet med noder!


__________________________________________________________________________________________________

Tema/Føljeton om Thomas Laub


Ingrid Bach Petersen har i mange år forsket i Laub og stiller venligst et antal artikler til rådighed for nyhedsbrevets læsere.

Læs den tredje artikel her: Carl Nielsen siger i sine mindeord...

De foregående artikler kan ses her: Artikel nr1  ,  Artikel nr2







Til toppen



Øveorgler...


Sidste nyt: Jeg har netop købt et fint, lille øveinstrument med to manualer og fuldt pedal...

Der er tale om et Johannus orgel med ca. 20 år på bagen. Men det er fremragende at øve på!

Som øveinstrument er jeg meget tilfreds med orglet, pedalet
har en god bredde, og er i "anslaget" stort set identisk (dvs. hverken for løst
eller for fast) med pedalspillet i min egen Skarresø kirke. ( der kom et nyrenoveret
Frobenius-orgel ind for nylig, ét manual, pedal til d og 7 stemmer + subbas, udmærket
orgel! 
Lyden er også god ( nok ) til øvebrug, især synes jeg at Johannus er sluppet
godt fra klangdifferentieringen mellem de forskellige solostemmer, fx kan man tydeligt
høre forskel på "Trompet" og "Cornet" :o) mv. Helt fint!

Se billeder og beskrivelse Her

Thomas Waagner


Anmeldelse:

******
SYNG HJERTE! SYNG,-


- en Harboøre-tradition - H.A. Brorson fra Troens Rare Klenodie
og Svanesang. Bo Grønbech: Musikalske bearbejdelser

Harboøregruppen: Lars Thodberg, baryton
Duo Danica: Merete Hoffmann, obo. Asger Troelsen, orgel

PRIS: 99,-

Anskaffelse: Classico, Nørregade 53, 1165 København

Læs Tom Pedersens anmeldelse Her

Til toppen


__________________________________________________________________________________________________

Debat...

Redaktøren modtager også indlæg af mere debatterende art. Kom til orde på disse sider hvis du har noget på hjerte.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Gratisavisen URBAN har bragt en artikel om "bedagede organister" og blåhårede damer mv.
Organist Thorkil Mølle kommer her med sin kommentar:


Har man nogensinde læst magen til vås?


Kun nødigt lader jeg mig provokere eller fornærme af, at andre gerne vil more sige, og ikke mindst i disse år glæder jeg mig over vores vidtstrakte ytringsfrihed. Men nogle gange overrumples man dog af, hvad folk mener at kunne tillade sig at offentliggøre. Jeg blev lige dele himmelfalden, rasende og modløs over at læse bagsiden af gratisavisen URBAN torsdag den 12. april – Salighedens pris, hvor uhæmmet trang til latterliggørelse, forhånelse og mistænkeliggørelse af almindelige mennesker blandes med en stribe helt åbenlyse usandheder i slet skjulte ønsker om få læseren til at føle sig bedraget.

Skribenten sætter jo sandelig ikke sit lys under en skæppe, men man må undre sig over, hvad der mon gemmer sig bag hans utilslørede glæde over egne fortræffeligheder. Har man ikke bedre eller større mål for sin skrivetrang end at demonstrere sin foragt for mere eller mindre tilfældigt udvalgte grupper af mennesker, bør man tie i stedet for så klart at eksponere sin uformåenhed og dårskab.

Her et par dage efter ved jeg dårligt, om jeg skal le eller græde – læs nu blot artiklen igennem, men sæt dig endelig ned først!

Kære redaktører af URBAN, hvis jeres mange læsere skal tage avisen bare en smule alvorlig, så tag denne skribent i ordentlig lære. Giv ham forståelse for god og kritisk journalistik, humor, menneskekundskab men ikke mindst almindelig høflighed og pli.

Med venlig hilsen
Thorkil Mølle

For at undgå copyright problemer har jeg sakset teksten fra skribentens blog, og du kan
læse den Her
Den trykte artikel i Urban hed "Salighedens pris"...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Henning Nielsen, lektor i musik og bosat i Italien, fortsætter debatten om digitale orgler:

Digitale kirkeorgler, et forsøg på at give debatten et bredere perspektiv.


De to indlæg i seneste nummer af “Organisternes Nyhedsbrev” fra henhv. Tom Pedersen (Give) og Henning Jensen, (Th. Frobenius & Sønner) kan formentlig siges at repræsentere yderpunkterne i denne debat, som efter min mening skal ses i et større samfundskulturelt perspektiv. Konflikten imellem gammeldags (og mere kostbare) produktionsmetoder overfor moderne smarte (og billigere) produkter er jo langtfra kun et orgel-problem. Hele det moderne samfund er fyldt med produkter, som industrien vil sælge os billigt (meget billigt) og som der er langt større fortjeneste i at sælge, fordi
produktionsomkostningerne er langt lavere end ved de “gammeldags” produkter. Henning Jensen er helt klar over dette perspektiv for orgelbyggeriets vedkommende, og vælger af “idealistiske” (kvalitetsmæssige) grunde at fastholde den gamle produktion. Tom Pedersen er derimod tilfreds med, at det moderne produkt “er så tæt på et rigtigt kirkeorgel, som man vist kan komme”.

Det er klart at vi som forbrugere er i et dilemma. Jeg selv bruger fx. både CD og digital-kamera, fordi disse produkter er billige og praktiske, og ikke så meget ringere end deres gammeldags forgængere, at det gør noget (men de er ringere!). Men det er som privatperson; faktisk overvejer jeg også at anskaffe mig et digitalt øveorgel herhjemme, som det Thomas Waagner anbefaler. Men som offentligt koncert-instrument, aldrig! Men i det lidt længere perspektiv kan vi ikke stille noget op imod denne udvikling, som er styret af en globaliseret kapitalisme, som befolkningerne i hele den rigeste del af verden har valgt og næppe vil forlade, for så bryder alt sammen. Et alternativ er ikke til at få øje på.. Og Danmark er helt klart en af spidserne i denne udvikling, et “mønsterland”, hvor størstedelen af befolkningen har vænnet sig til fx. en madkvalitet, der ligger langt under den vi havde for bare 50 år siden. Så man kan garanteret også sagtens vænne folk til at gå til kirkekoncerter med digitale orgler. Og det ville jeg så også mene var et mindre problem. Det alvorlige problem er imidlertid, at hele denne udvikling lige så langsomt forringer vores livskvalitet (herunder som en detalje orgellyd), og (katastrofalt) i et lidt længere perspektiv vil ødelægge kloden rent miljømæssigt.

Og for at I nu lige kan vide hvad det er for en dommedagsprofet og kulturpessimist, som har sendt jer dette indlæg: pensioneret musiklektor fra AU, dvs. ikke organist, nu bosat i Italien, hvor fx. et stykke grisekød stadig smager som i min barndom i DK. Og - blandt mange andre aktiviteter - i gang med orgelspil på konservatoriet i Latina (ved Roma). Det er en flugt fra den allerrigeste til den noget mindre rige del af verden, hvor mange ting (ikke kun materielle, også fx de sociale relationer) stadig har nogle af de kvaliteter som vi havde engang i Danmark, før man fik så voldsomt travlt med at tjene så mange penge at man dårligt havde tid til at bruge dem. En flugt uden andet perspektiv end det helt private; men hvis nogen kunne fortælle mig, hvordan man med perspektiv kunne tage kampen op imod den udvikling som er igang, så lad mig lige høre fra jer.

Henning Nielsen, Cori (Italien).
nielsen@email.it

Til toppen

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Popsangere kaster sig over den danske salmeskat...

Som et oplæg til debat, bringer Organisternes Nyhedsbrev her sammendrag af Jørgen Steens interview  i Kristeligt Dagblad
8. marts 2007 med Ravnsbjergkirkens organist Asger Troelsen.

  Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
"Asger Troelsen mener, at der let går for meget "bamse og kylling" i det,
når popsangere stiller sig op i kirkerne og synger gamle danske salmer
i moderniserede fortolkninger. Derimod fremhæves Bo Grønbechs
bearbejdelser på cd'en "Syng Hjerte! Syng" som et eksempel på,
hvordan en gammel salmetradition – og her vækkelsesmelodier,
som er blevet sunget i hjem og missionshuse – kan fornyes."


Asger Troelsen er erklæret modstander af den stadig voksende tendens til, at popsangere kaster sig over den danske salmeskat og stiller op i kirkerne med "gamle salmer, der piftes op med poppede rytmer og oversmarte akkorder og fraseringer.

– De burde måske i stedet holde sig til det, de kan, nemlig popgenren, lyder rådet fra Asger Troelsen, som mener, at en salme skal have "lov til at klinge i al sin enkelthed", og fremhæver den ægte gedigne salmetones kvaliteter.

– Her møder vi, i modsætning til poppen, en højtidelighed og en storslåethed. Lovsang, men også en ydmyg indadvendthed, som gør kirkens musikalske rum til noget helt særligt. Og det er jo netop en af grundene til, at folk skal komme i kirken. Fordi de her møder det, der er anderledes, og som ikke kan hentes ned fra hylderne i ethvert supermarked.

Asger Troelsen nævner
at det altid er de gamle salmer, der fremhæves, når folk bliver spurgt om deres yndlingssalme.
Dette forhold understreger for ham værdien af enkeltheden og det gedigne og ægte:

– Dem, der huskes, er de gode klassikere som "Hil dig, Frelser og Forsoner", "Til himlene rækker din miskundhed, Gud" eller "Den signede dag med fryd vi ser". Det er klassikere, som man ikke skal begynde at lave om på, akkurat ligesom man inden for møbelarkitekturen har klassikere som for eksempel Wegner-stolen, der ikke kan gøres bedre.

Asger Troelsen er den ene halvdel af
Duo Danica

Duo Danica har koncert søndag 22.4. kl. 16.00 i Ravnsbjergkirken (Århus) med værker af Buxtehude, Jean Langlais, Jepser Madsen og Jehan Alain.

Til toppen


Orgelklubben Herning

Johs. Wienberg-Larsen skriver om Orgelklubben Hernings aktiviteter på sin spændende hjemmeside.
Læs mere om klubben på følgende adresse: www.sitecenter.dk/wienberg-larsen

Orgelklubben Herning
på ekskursion til
Uhre og Brande kirke

Søndag 6. maj

Notér venligst datoen i kalenderen!

Den farvestrålende Uhre Kirke har Påskesdag fået indviet et nyt og meget utraditionelt orgel bygget af orgelbyggeren Anders Havgaard Rasmussen.
I sit ydre skal det være lige så farvestrålende som resten af kirken, og efter forlydende skal orglets 8½(!) stemme, fordelt på to manualer og pedal, klangligt være ligeså farvestrålende i sin romantisk farvede klangdragt.

Dette orgel - og denne kirke - besøges søndag den 6. maj, efter at vi i privatbiler er draget fra Sct. Johannes Kirke kl. 13,45.
Derefter vil vi få lejlighed til at få det klassiske Marcussen-orgel i Brande kirke at se og høre. Et orgel - og en kirke - som begge, hvad klang og udseende angår, tager sig meget anderledes ud, end hvad vi tidligere på eftermiddagen har oplevet i Uhre Kirke.

Som afslutning på dagen planlægger bestyrelsen muligheden af, at orgelklubbens medlemmer i fællesskab kan indtage et lettere aftensmåltid på Hotel Dalgas - beliggende lige over for Brande Kirke. Der satses på en platte til maks. kr. 150. Et beløb bestyrelsen har fundet acceptabelt på baggrund af, at ekskursionen udover transporten ikke ligger medlemmerne økonomisk til last.
Vi regner med at "orgelprogrammet" vil være slut senest kl. 17,30, således at vi kan spise omkring ved 18-tiden.

Tilmelding til denne orgelekskursion meddeles til Nikolaj Ludvigsen
(nikolaj.ludvigsen@tdcadsl.dk - 97268659 - Toftager 6, 7400 Herning)
1) med oplysning om man kører i egen bil
2) eller ønsker at være passager (kørsel afregnes med chaufføren).
3) Om man ønsker at deltage i den afsluttende spisning.

Tilmelding senest mandag den 30. april.




Efteruddannelses kurser...

Nordjysk Musikkonservatorium tilbyder efteruddannelseskurser
for organister og kirkesangere:

  • Efteruddannelse i rytmisk korledelse
  • Kursus i sang, dans og spil
  • Efteruddannelses kurser for organister
  • Rytmisk sang for klassiske sangere
Læs mere på Konservatoriets hjemmeside Her



Efterlysning...

En af vore subskribenter efterlyser børnevenlige orgelkoraler  
til brug ved børnegudstjenester, jul, fastelavn, påskesang med skolerne osv.

Kan nogen hjælpe med links/resourcer?




SheetMusic...
Fantastisk Node-resource!


SheetMusic har specialiseret sig i udgivelse af noder i digitalt format i form af cd-rom´er.

Gå på opdagelse i deres righoldige katalog: Udvalget af både orgel- klaver- og kornoder
er enormt, og prisen pr nodeside forsvindende lille.  ( De råder over alle genrer )
Det er f.eks. muligt at bestille én cd-rom med knap 1100! siders barokmusik til under tyve dollars.

Står du og mangler Bach´s samlede værker for orgel,  alle Mozarts klaversonater,
eller måske en ganske bestemt jazznode, er SheetMusic stedet.

Det er meget let at handle
SheetMusics hjemmeside. Man betaler for sin bestilling online
med et kredit-kort, hvorefter varen sendes samme dag.

Jeg handler der selv, og har pt en digital nodesamling på knap 20.000 sider. Alle Schuberts sange ( ca. 600 )
har jeg liggende på en enkelt skive. Det er jo selvfølgelig idéen at nodearkene printes ud efter behov, og kvaliteten
er fremragende. Der er ikke noget at komme efter dér. Anbefales!

Til toppen


Links...

Johs. Wienberg-Larsens musikside
Et spændende site med masser af godt læsestof for musik/orgelinteresserede. Mange links...

Det danske Hildegard Ensemble
Vokalgruppe specialiceret i Hildegard Von Bingens sange...

www.akselskjoldan.dk
Pianist. "Den Russiske Sangerinde", sammen med sopranen Julia Helgason...

Kirkemusikforlaget
Jens Ramsings forlag udgiver især nye orgelkoraler...



På genhør i næste nummer: Udkommer  mandag d. 7. maj / Deadline søndag d. 6. maj

Indlæg modtages med glæde på redaktørens mail: thomas@organist-nyt.dk

Anbefal Organisternes Nyhedsbrev til en ven/kollega: Link til 
www.organist-nyt.dk

Til toppen


Dette nummers Haiku...

Jeg skulle hilse
fra den grønlandske fanger
og sige nej tak.


Sitemap
  Organisternes Nyhedsbrev v/ Po-organist  Thomas Waagner. Maarupvej 43, 8560 Kolind. 87740001 / 3082 0113 / thomas@organist-nyt.dk